Nyhed
Opslaget af de tematiske midler til forskning i Grøn Omstilling 2021 er nu offentliggjort. I alt skal 308,2 millioner kroner fremme grønne idéer. Forskere kan søge frem til fristen den 3. juni 2021 kl. 12.00.
Danmarks Frie Forskningsfond offentliggør opslaget af midler til tematisk forskning 2021 som en del af den politiske aftale af 30. oktober 2020 om fordeling af forskningsreserven i 2021.
Opslag af Tematiske midler til Grøn omstilling 2021 (pdf)
308,2 millioner kroner til grønne idéer
Forskere kan søge om 308,2 millioner kroner til originale idéer, der kan bidrage til den grønne omstilling.
Prioriteringen understøtter samtidig karriereudvikling for vækstlaget i dansk forskning, bl.a. de yngre forskere, hvoraf flere i fremtiden vil skulle gøre karriere i det private erhvervsliv.
DFF understreger, at der er mulighed for forskning inden for og på tværs af alle faglige områder, der på forskellig vis kan bidrage til den grønne omstilling.
Tematiske virkemidler
Midlerne vil kunne søges inden for de beløbsgrænser og krav, der er i DFF-Forskningsprojekt1 (tematisk) og DFF-Forskningsprojekt2 (tematisk), som er velkendte virkemidler i Danmarks Frie Forskningsfond.
Derudover vil det igen være muligt at søge DFF-Forskningsprojekt3 (tematisk) af op til fem års varighed på et beløb mellem 4.300.000-8.300.000 ekskl. overhead.
Ansøgningsblanketterne i e-grant forventes at være tilgængelige fra uge 16. Ansøgninger skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk senest torsdag den 3. juni 2021 kl. 12.00.
Yderligere information
Bestyrelsesformand, Maja Horst, tlf. 35 32 88 53, E-mail: horst@hum.ku.dk
Områdeleder Lisbeth Eilersgaard Christensen, tlf. 72 31 84 17, e-mail: lec@ufm.dk
Presse- og kommunikationskonsulent Karen Marie Bjørnstrup Vølund, tlf. 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk