Nyhed

16 talentfulde unge forskere får unik mulighed for ophold i internationale forskningsmiljøer

Med en international postdoc-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond er 16 unge forskere nu klar til at rejse ud i verden for at fordybe sig i deres forskning og kickstarte deres forskerkarrierer.

Foto af indgangsparti til gammel universitetsbygning
Photo by Jorge Fernández Salas on Unsplash

Se listen med de 16 bevillingsmodtagere her.

Danmarks Frie Forskningsfond har bevilliget 31 millioner kroner til 16 internationale postdoc-stipendiater, der skal styrke dansk forskning gennem internationalt samarbejde. Formålet med postdoc-bevilling er at udvikle forskerkompetencer hos yngre forskere i begyndelsen af deres forskerkarriere og samtidig styrke deres internationale mobilitet. Bevillingerne uddeles af fondens fem faglige forskningsråd til forskere, som har opnået en ph.d.-grad på en dansk institution, og udlandsopholdet kan vare i op til to år.

De 16 unge talenter forsker i alt fra hvordan man kan lave kunstig intelligens, der gør robotter i stand til at afkode og tilpasse sig forskellige sociale situationer, til fordele og udfordringer ved gruppeforløb til børn af forældre med psykisk sygdom. Der forskes også i hvordan flygtningefamilier integreres i deres nye værtslande efter lang tids adskillelse fra deres familiemedlemmer. 

Modtagerne af postdoc-bevillingerne kommer fra Københavns Universitet, Aarhus Universitet, VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Roskilde Universitet, IT-Universitetet og Danmarks Tekniske Universitet og emnerne, de forsker i, fordeler sig bredt over forskellige forskningsfelter.

Turen går til USA, Europa og Australien

Ni af de dygtige unge forskere rejser ud i Europa, bl.a. til Cambrigde University i England og University of Bern i Schweiz. Seks unge forskere tager turen til USA, hvor de fordeler sig fra University of California i vest, over universiteter i North Carolina og Colorado og helt til University of Central Florida i øst. En enkelt af bevillingsmodtagerne tager turen hele vejen til Monash University i Melbourne, Australien.

En af de 16 nye internationale postdocs er Jyoti Shanker Pandey, der skal til Colorado School of Mines for at forske i hydrat-teknologi som mulighed for at kunne fange og lagre CO2 og brint. 

 

Med postdoc-bevillingerne ønsker Danmarks Frie Forskningsfond at styrke og videreudvikle internationaliseringen af dansk forskning, så talentfulde forskere får mulighed for at tilbringe en periode af deres forskerkarriere i udlandet.

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk