Nyhed

Danmarks Frie Forskningsfond giver 8,5 millioner til lægeforskningen

9 klinikere har fået bevilget penge til hver deres nyskabende idé, der skal være med til at styrke forskningen på sundhedsområdet i Danmark over en tre års periode.

En person iført handsker prikker med en pind i en Petriskål fyldt med en orange masse.
Photo by Trnava University on Unsplash

Med i alt 8,5 millioner kroner frikøber Danmarks Frie Forskningsfond ni klinikere, der med deres forskningsprojekt skal være med til at styrke og forny den danske, sundhedsfaglige forskning. I 20-50% af deres arbejdstid skal bevillingsmodtagerne således bedrive forskning sideløbende med deres praktiske lægegerning i op til en tre års periode. Den tid, de ikke bruger på forskningen, skal klinikerne fortsætte i deres nuværende ansættelse. Bevillingen bliver primært givet til læger, tandlæger og dyrlæger, som har opnået ph.d.-grad eller tilsvarende kvalifikationer gennem deres forskning.

De ni deltidsforskere, der er blevet valgt af det faglige forskningsråd for Sundhed og Sygdom, er ansat på hhv. Herlev Hospital, Aarhus Universitetshospital, Bispebjerg Hospital, Region Midtjylland, Regionshospitalet Horsens og Sjællands Universitetshospital.

Helt overordnet er formålet med virkemidlet at fremme både etablerede klinikere samt fostre nye talenter inden for sundheds- og sygdomsområdet. Målsætningen med delestillinger er altså at støtte forskningsprojekter med udspring i det kliniske forskningsfelt.

Type 1-diabetes og motion

Rakel Fuglsang Johansen fra Aarhus Universitetshospital er ideindehaver af et af de ni projekter. Hun vil gøre det lettere for personer, der lider af type 1-diabetes, at dyrke motion. Det skal bl.a. gøres ved at undersøge strategier til insulinbehandling og ernæring i relation til motion. Ligeledes vil hun med forskningsprojektet undersøge effekter af forskellige typer konkurrencesport for en person med type 1-diabetes. Rakel Fuglsang Johansen forklarer følgende om projektet:

”Studiet vil kunne bidrage til bedre vejledning af type 1-diabetes patienter omkring motion. Det kan bidrage til at få flere med type 1-diabetes i gang med at dyrke motion, så de også kan profitere af de mange gavnlige effekter af motion”.

Læs om alle ni delestillinger her

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk