Nyhed
Formålet med Inge Lehmann-programmet er at understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind. Ansøgningsfristen er 16. juni 2022 kl. 12.00.
Find opslaget af Inge Lehmann-programmet her.
Som en del af den politiske aftale af 28. oktober 2021 om fordeling af forskningsreserven i 2022 har Danmarks Frie Forskningsfond modtaget 80 mio. kr. til forskertalentprogrammet Inge Lehmann.
I 2022 er der afsat 80 millioner kroner til Inge Lehmann-programmet i Danmarks Frie Forskningsfond. Programmet er en del af de midler, som DFF skal udmønte inden for det politisk fastsatte område beskrevet i: ”Aftale mellem regeringen Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Frie Grønne, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne om: Et grønnere, sundere og teknologisk stærkere Danmark (fordeling af forskningsreserven i 2022)”.
Formålet med Inge Lehmann-programmet er at styrke talentudviklingen i dansk forskning ved at understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind. Fonden har målrettet programmet mod ansøgere med en ph.d.-alder mellem 2 og 8 år. Se øvrige krav til ansøger i opslaget.
Ansøgningsfristen er 16. juni 2022 kl. 12.00. Det forventes, at ansøgningsblanketterne er tilgængelige i e-grant ultimo april 2022.
Programmet er åbent for alle fagområder, og for både mænd og kvinder, men gennem dispensation efter ligestillingslovens § 3 vil Danmarks Frie Forskningsfond som udgangspunkt vælge kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere, dog således at der foretages en objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til alle særlige kriterier vedrørende ansøgerne, uanset køn.