Nyhed

Danmarks Frie Forskningsfond opslår midler til tre tematiske puljer under ”Børn og unge”

Opslaget af de tematiske midler til Børn og unge (2023) er nu offentliggjort. Opslaget indeholder tre forskellige tematiske puljer på i alt 80 millioner kroner. Forskere kan søge frem til fristen den 15. juni 2023 kl. 12.00.

Danmarks Frie Forskningsfond offentliggør opslaget af midler til tematisk forskning inden for overskriften ”Børn og unge” (2023) som en del af de politiske aftaler af 28. februar 2023 om fordeling af forskningsreserven i 2023.

Af aftalen fremgår det, at Danmarks Frie Forskningsfond skal udmønte midler til tematisk forskning inden for følgende tre temaer under overskriften ”Børn og unge”.

  • Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge (jf. opslagets afsnit 2.2)
  • Læring og trivsel i folkeskolen (jf. opslagets afsnit 2.3)
  • Stærkere forskningsmiljøer for erhvervsuddannelserne (jf. opslagets afsnit 2.4)

Opslag af Tematiske midler til Børn og unge (2023) (pdf)

Den engelske version af opslaget forventes offentliggjort i slutningen af april.

35 millioner kroner til forskning i udsatte børn og unge

Den første af de tre tematiske puljer i Børn og unge-opslaget er afsat til at styrke forskningen i udsathed blandt børn og unge, så der kan igangsættes en indsats, der skal understøtte kapacitetsopbygning og styrket koordination af forskning på området, herunder blandt andet praksisnær forskning, kvalitativ og kvantitativ forskning.

Forskningen kan desuden både have et grundlagsskabende og anvendelsesorienteret sigte og kan blandt andet ske i samarbejde med og med omsætning i relevante uddannelser.

Bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond lægger vægt på, at ”udsatte børn og unge” ikke er fast defineret, og at temaet kan beskrives og tilgås forskelligt inden for forskellige forsknings- og fagområder.

25 millioner kroner til forskning i læring og trivsel i folkeskolen

Den anden af de tre tematiske puljer i Børn og unge-opslaget er afsat til at styrke praksisnær forskning og tilvejebringe ny viden om læring og trivsel i folkeskolen.

Initiativet skal være med til at understøtte et styrket vidensgrundlag for læreruddannelsen ved at skabe en tættere sammenhæng mellem forskningen, læreruddannelsens indhold og skolens praksis.

Forskningen kan både have et grundlagsskabende og anvendelsesorienteret sigte.

20 millioner kroner til stærkere forskningsmiljøer for erhvervsuddannelserne

Den sidste af de tre tematiske puljer i Børn og unge-opslaget er afsat til at styrke og udvikle kvaliteten af erhvervsuddannelserne og gøre dem mere attraktive. Samtidig skal midlerne sikre en kapacitetsopbygning af forskning i erhvervsuddannelserne, herunder praksisnær forskning på området.

Forskningen skal blandt andet understøtte erhvervsuddannelsernes kvalitet, attraktionsniveau og fastholdelsesevne. Forskningen kan blandt andet ske i samarbejde med og med omsætning i relevante uddannelser – og hermed understøtte, at skoler og virksomheder giver eleverne den bedst mulige uddannelse.

Nye temaer, kendte virkemidler

Midlerne vil kunne søges inden for de beløbsgrænser og krav, der er i DFF-Forskningsprojekt1 (tematisk) og DFF-Forskningsprojekt2 (tematisk), som er velkendte virkemidler i Danmarks Frie Forskningsfond.

Bemærk, at beløbsgrænserne er justeret, så der kan søges op til 2,2 mio. kr. (ekskl. overhead) under DFF-Forskningsprojekt1 (tematisk) og mellem 2,2 og 4,3 mio. kr. (ekskl. overhead) under DFF-Forskningsprojekt2 (tematisk).

Vær opmærksom på, at det for alle tre temaer gælder, at der kun bevilges midler til DFF-Forskningsprojekt2 i særlige tilfælde, hvor det er overbevisende argumenteret, at målet med projektet ikke kan opnås gennem DFF-Forskningsprojekt1.

Ansøgningsblanketterne i e-grant forventes at være tilgængelige med udgangen af denne uge. Ansøgninger skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk senest torsdag den 15. juni 2023 kl. 12.00.

Yderligere information

Områdeleder Lisbeth Eilersgaard Christensen, tlf. 72 31 84 17, e-mail: lec@ufm.dk

Specialkonsulent Tobias Kjeldgaard, tlf. 72 31 78 11, e-mail: tkj@ufm.dk

Specialkonsulent Karen Marie Bjørnstrup Vølund, tlf. 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk