Nyhed

Otte ph.d.-studerende er klar til at starte forskerkarrierer uden for universiteterne

Danmarks Frie forskningsfond har bevilget 20 mio. kr. til 8 nye forskere, der skal lave deres ph.d. på en anden forskningsinstitution end de danske universiteter.

Billede af National museet i København taget på en sommeraften
Nationalmuseet

De otte bevillingsmodtagere skal bl.a. forske ved VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Nationalmuseet og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Her dykker de ned i emner som den danske ældrepleje, brugen af skrift i middelalderen samt grundvandsafhængige økosystemer.

Se de otte bevillingsmodtagere her

Midlerne gives til ph.d.-stipendier, og formålet er at styrke forskeruddannelse på offentlige, danske forskningsinstitutioner uden for universiteterne. Det kan f.eks. være på professionshøjskoler, erhvervsakademier eller statslige arkiver, biblioteker og museer. En ph.d.-uddannelse tager typisk 3 år og kvalificerer den studerende til at varetage forsknings-, udviklings- og undervisningsopgaver i den private og offentlige sektor, hvor der forudsættes et bredt kendskab til forskning.

Kan nyuddannede sygeplejersker leve op til moralske idealer?

Mange nyuddannede sygeplejersker forlader deres job som følge af ikke at kunne gøre det, de finder moralsk rigtigt. Begrebet kaldes ”moralsk distress” og karakteriseres ved, at man kan føle lavt selvværd, angst og manglende evne til at træffe faglige beslutninger. Dette kan føre til sygemeldinger og i sidste ende betyde, at man vælger at skifte job.

Ulla Nielsby fra Professionshøjskolen UCN vil i sit ph.d.-projekt undersøge, hvordan og i hvilken grad nyuddannede sygeplejersker oplever moralsk stress. Desuden vil hun finde ud af, hvilken betydning det har for deres personlige og faglige dømmekraft, og om det medfører jobskifte.

Læs om alle otte bevillingsmodtagere her

Kontakt

Områdeleder Lisbeth Eilersgaard Christensen, tlf. 72 31 84 17, lec@ufm.dk

Specialkonsulent Karen Marie Bjørnstrup Vølund, tlf. 72 31 89 31, kmbv@ufm.dk

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk