Nyhed

Ny bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond

Jørgen Frøkiær er ny, midlertidig bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond. Jørgen Frøkiær har mere end 25 års erfaring som forskningsleder og er institutleder på Aarhus Universitet.

Foto af Jørgen Frøkiær
Foto: Danmarks Frie Forskningsfond

Den 1. juni 2023 får Danmarks Frie Forskningsfond ny bestyrelsesformand. Det er Jørgen Frøkiær, som siden juli 2018 har været leder af Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Jørgen Frøkiær har en omfattende international forskningserfaring, hvor han har arbejdet med at besvare både kliniske sundhedsvidenskabelige og grundvidenskabelige problemstillinger og har mere end 25 års erfaring som forskningsleder.

Jørgen Frøkiær afløser professor Maja Horst, som 1. juni tiltrådte som dekan ved Arts på Aarhus Universitet og dermed trak sig som formand for bestyrelsen i Danmarks Frie Forskningsfond. Jørgen Frøkiær har været næstformand i bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond siden februar 2022, og har tidligere været udpeget til Danmarks Frie Forskningsfonds faglige forskningsråd DFF | Sundhed og Sygdom for en 6-årig periode (2011-2016), herunder som næstformand (2011-2014) og formand (2015-2016).

Jørgen Frøkiær er formand for Danmarks Frie Forskningsfond frem til, der er udpeget en ny blivende formand for fonden. Der kunne indstilles kandidater til dette frem til den 1. juni 2023, og Uddannelses- og Forskningsministeren forventes at udpege den nye blivende formand i løbet af 2023.

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk