Nyhed

Nye medlemmer til Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse og faglige forskningsråd 2024

Indkaldelse af forslag til 13 medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfonds faglige forskningsråd pr. 1. januar 2024. Frist torsdag 27. april 2023 kl. 16.00

Foto: Danmarks Frie Forskningsfond

Nyhed opdateret med ny frist for indstilling af bestyrelsesformand den 26. april 2023.

Bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond indkalder hermed forslag til 13 medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfond faglige forskningsråd med frist tirsdag den 1. juni 2023 kl. 16.00. Fristen er udsat fra den oprindelig frist, som var torsdag den 27. april 2023 kl. 16.00.

Bestyrelsesmedlemmer

Der skal udpeges eller genudpeges bestyrelsesformand og to bestyrelsesmedlemmer for 2024.

Se indkaldelse til forslag til bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlemmer for 2024 her

 

Medlemmer af de faglige forskningsråd

Udpegningsperioden for 7 medlemmer af de faglige forskningsråd (i loven omtalt som de stående udvalg) udløber ved udgangen af 2023 uden mulighed for gen-udpegning og 6 medlemmer af de faglige forskningsråd kan udpeges for to år mere. Der er således 13 ledige pladser i de faglige forskningsråd pr. 1. januar 2024.

Medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfonds faglige forskningsråd, herunder formændene, kan ikke samtidig sidde i Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, bestyrelsen for Danmarks Grundforskningsfond, bestyrelsen for Danmarks Innovationsfond eller bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond.

Se listen over fondens nuværende bestyrelses- og rådsmedlemmer her

Her er det markeret, hvem der har mulighed for genudpegning. Det skal understreges, at de nuværende medlemmer, som kan genudpeges, skal foreslås for at komme i betragtning.

Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har en fondsfunktion og en rådgivningsfunktion. Fonden har til opgave at styrke kvaliteten af dansk forskning ved at yde tilskud til konkrete forskningsaktiviteter baseret på forskernes egne initiativer og har derudover mulighed for at udmønte midler til tematisk forskning. Fondens rådgivning sker efter anmodning eller på eget initiativ. Derudover skal fonden bidrage til at styrke formidlingen og anvendelsen af forskningsresultater.

Danmarks Frie Forskningsfond består af en bestyrelse (en formand og otte medlemmer) og fem faglige forskningsråd (12-18 medlemmer). De fem faglige forskningsråd er:

  • DFF | Kultur og Kommunikation
  • DFF | Natur og Univers
  • DFF | Samfund og Erhverv
  • DFF | Sundhed og Sygdom
  • DFF | Teknologi og Produktion

De faglige forskningsråd

Medlemmerne udpeges for en periode på indtil fire år. Genudpegning er mulig, indtil et medlem har været udpeget i samlet seks år.

Rådene afholder ordinære møder i Danmark ca. fire gange om året og har derudover løbende skriftlig procedure på rådgivningssager, hvor det er nødvendigt. Hvert råd behandler årligt i gennemsnit 300-500 ansøgninger.

Krav til kandidater

Samtlige 84 medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse og faglige forskningsråd skal være anerkendte forskere, dvs. personer der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau.

Samtlige medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) udpeges i deres personlige egenskab, og der lægges vægt på en bred erfaring inden for både dansk og international forskning. Danmarks Frie Forskningsfond ser gerne flere DFF-medlemmer med baggrund fra erhvervslivet.

Medlemmerne til de faglige forskningsråd udpeges, så der i det enkelte faglige forskningsråd er en bred faglig dækning inden for rådets virke. Derudover tilstræber DFF en sammensætning af det enkelte faglige råd med en jævn fordeling af medlemmer i forhold til køn, institutioner (offentlige som private) og forskningsmiljøer fra forskellige dele af landet - uden at gå på kompromis med fagligheden.

Bestyrelsen har mulighed for at supplere de indkomne forslag til kandidater til de faglige forskningsråd med henblik på at sikre en bred dækning som beskrevet ovenfor.

Der ses gerne forslag til kandidater til bestyrelsen og fagråd med en eller flere af nedenstående erfaringer:

  • International erfaring
  • Tværvidenskabelig forskningserfaring
  • Erfaring fra erhvervslivet

For fagrådsmedlemmer er det vigtigt med en bred forskningsmæssig erfaring, der gør det muligt for det enkelte medlem at vurdere ansøgninger uden for eget ekspertiseområde.

Møder i bestyrelsen og forskningsråd foregår på dansk. Det er derfor en forudsætning, at DFF-medlemmer kan læse og forstå dansk, mens skriftlige og mundtlige bidrag til drøftelsen for DFF-medlemmer, der foretrækker det, kan foregå på engelsk.

DFF anbefaler, at kandidatens ansættelsessted orienteres om kandidaturet.

Ligestilling

Bestyrelsen skal jf. Lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond (LOV nr. 384 af 26/04/2017) tilstræbe en ligelig kønssammensætning ved udpegningen af medlemmer. På baggrund af ovenstående anmoder Danmarks Frie Forskningsfond om, at der indsendes forslag om både kvinder og mænd til alle ledige poster.

Efterspurgte kompetencer i de faglige forskningsråd

Til DFF | Kultur og kommunikation ønskes særligt forslag til medlemmer inden for følgende fagområde:

  • Arkæologi
  • Filosofi, idé- og videnskabshistorie

Til DFF | Natur og Univers ønskes særligt forslag til medlemmer inden for følgende fagområde:

  • Matematik, statistik og deres anvendelser indenfor andre fagområder*

Til DFF| Samfund og Erhverv ønskes særligt forslag til medlemmer inden for følgende fagområde:

  • Statskundskab, særligt med henblik på offentlig forvaltning
  • Retsvidenskaben i hele sin bredde, med særlig fokus på retsvidenskabelige teorier og metoder, eventuelt inklusiv retssociologi*

Til DFF | Sundhed og Sygdom ønskes særligt forslag til medlemmer inden for følgende fagområder:

  • Klinisk onkologi
  • Basal neurobiologi*
  • Basal molekylærbiologi*

Til DFF | Teknologi og Produktion ønskes særligt forslag til medlemmer inden for fagområderne nedenfor. Bemærk at der for kandidaten, som foreslås til et fagområde, efterspørges kompetencer inden for alle de angivne felter (angivet inden for hver dot og parentes) inden for fagområdet:

  • Kemiteknik (herunder katalyse og elektrokemi) og anvendt kemi, fysisk kemi, energi og materialer
  • Plantevidenskab, genetik, molekylærbiologi og bioteknologi (dyr, planter og mikroorganismer)
  • Veterinærvidenskab og husdyrvidenskab, herunder animalsk produktion, dyrevelfærd og dyremodeller
  • Mikrobiologi (mikrobiologi inkl. antibiotikaresistens samt mikrobiologi relateret til nanoteknologi og bioteknologi) *
  • Materialer, optik, nanoteknologi og kommunikationsteknologi *

* Genudpegning af rådsmedlem med det angivne fagområde er mulig

Indsendelse af forslag

Forslag sendes elektronisk sammen med kandidatens CV og publikationsliste (i én pdf-fil navngivet med kandidatens fulde navn; se nedenfor), en samtykkeerklæring fra kandidaten om behandling af personoplysninger (en pdf-fil navngivet med kandidatens fulde navn; se nedenfor) og en motivation for kandidaten (en pdf-fil navngivet med kandidatens fulde navn; se nedenfor).

Derudover skal følgende informationer være klar, inden forslag kan sendes ind elektronisk: Kandidatens fulde navn, som også skal fremgå af CV’et (korrekt angivet med æ, ø og å), fødselsår, universitetsgrad, e-mailadresse, stilling, titulering (spørg kandidaten, hvordan vedkommende vil tituleres) og ansættelsessted. Derudover skal man have sikret sig, at kandidaten kan læse og forstå dansk, mens skriftlige og mundtlige bidrag til rådsdrøftelsen for DFF-medlemmer, der foretrækker det, kan foregå på engelsk, jf. ’Krav til kandidater’ ovenfor. Som det sidste angives det, om kandidaten eller forslagsstiller har orienteret sit ansættelsessted om kandidaturet (ikke et krav).

Fremsend elektronisk forslag af kandidater her

 Alle kandidater skal være adspurgt, inden forslag indsendes.

CV og publikationsliste

CV og publikationsliste skal være på dansk eller engelsk.

CV’et (maks. to sider) skal indeholde den foreslåede persons nøjagtige institutionsadresse (på dansk for danske institutioner evt. i parentes efter det engelske navn i et engelsksproget CV) og oplysninger om uddannelse, beskæftigelse, hædersbevisninger, akademiske resultater, forskningsmæssige nøgleområder, projektledelse og vejledning. CV’et må ikke indeholde fortrolige oplysninger (f.eks. CPR-nummer), og orlovsperioder undtaget barsels- og adoptionsorlov angives uden yderligere specificering.

Publikationslisten skal indeholde udførlige referencer til publikationer fra de seneste fem år og gerne opdelt på peer-reviewed og øvrige videnskabelige indlæg samt angivelse af det fulde antal publikationer.

Pdf-filen med CV og publikationsliste navngives med kandidatens fulde navn, XXX, således at navnet bliver ’CV-XXX’.pdf’.

Samtykkeerklæring fra kandidaten om behandling af personoplysninger

Formularen Samtykkeerklæring for kandidater foreslået til Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse og faglige forskningsråd underskrives af kandidaten, dateres og skannes. Pdf-filen navngives med kandidatens fulde navn, XXX, således at navnet bliver ’Samtykke-XXX’.pdf’. Det fremgår af samtykkeerklæringen, hvad der skrives under på.

Kandidater uden samtykkeerklæring til behandling af kandidatens personoplysninger vil ikke komme i betragtning.

Find formularen til samtykkeerklæring her

 

Motivering for kandidaten

Der skal sendes en motivering med til forslaget til en kandidat. Pdf-filen med motiveringen navngives ’M-XXX.pdf’.

Forslagene skal være Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i hænde senest torsdag den 27. april 2023 kl. 16.00.

Videre proces

Bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond vil udpege/eventuelt genudpege fagrådsmedlemmer til de ledige pladser på møde d. 29. august 2023. Det forventes, at de udpegede rådsmedlemmer får besked om deres udpegning inden for tre uger med henblik på indtrædelse i fonden pr. 1. januar 2024. De første rådsmøder forventes at blive afholdt i februar 2024.

Der sendes ikke individuel besked til kandidater, der ikke udpeges. Udpegningsresultatet vil blive offentliggjort på DFF’s hjemmeside.

Find information om behandling af personoplysninger her

 

Yderligere oplysninger

Eventuelle spørgsmål vedr. ovenstående kan rettes til fuldmægtig Vibeke Kalsbeek (+45 7231 8335, vka@ufm.dk).

Generelle spørgsmål vedr. Danmarks Frie Forskningsfond kan rettes til kontorchef Jesper Risom (+45 2363 9410, DFF_forvaltning@ufm.dk)

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk