Nyhed

Midler til forskningsophold i udlandet og studerendes skolarstipendier

Danmarks Frie Forskningsfond har givet i alt knap 2 millioner kroner i forbindelse med uddelingen af de to virkemidler ’Skolarstipendier’ og ’Forskningsophold i udlandet’.

Adobe Stock

10 nye Skolarstipendier: Studerende får boost til at søge forskervejen

10 studerende har tilsammen modtaget knap 2 millioner kroner. Midlerne er uddelt af DFF | Sundhed og Sygdom og er givet til nogle af de mest talentfulde bachelor- og kandidatstuderende på de danske forskningsinstitutioner.

Midlerne er bl.a. givet til at undersøge kramper og effekterne af nedkøling hos nyfødte, sammenhængen mellem overvægt og forekomsten af kræft i livmoderen og atrieflimren, der berører millioner af mennesker på verdensplan, fordi det medfører forhøjet risiko for blodpropper i hjernen.

Ansøgningerne er sendt ind af de studerendes vejledere, som også modtager bevillingen, og for midlerne skal de studerende beskæftige sig med videnskabeligt arbejde inden for sundhedsområdet.

Et skolarstipendie kan være med til at skærpe interessen for en videre videnskabelige karriere, og samtidig får de studerende mulighed for at arbejde med et selvstændigt projekt og efterfølgende publicere deres resultater.

Se alle bevillingerne under Skolarstipendier her.

Forskningsophold i Australien

Fondens forskningsråd for Samfund og Erhverv har også netop uddelt 135.360 kroner til Sverre Risdal Raffnsøe fra Copenhagen Business School til et forskningsophold i Australien. Her skal han sammen med forskere fra hele kloden undersøge, hvordan forskning og uddannelse kan medvirke til at skabe velfærd med omsorg og respekt for fremtidige generationers trivsel.

Formålet med virkemidlet ’Forskningsophold i udlandet’ er bl.a. at fremme internationaliseringen af den samfundsvidenskabelige forskning og samtidig styrke internationale samarbejder, netværk og indsamling af data.

Se bevillingen under Forskningsophold i udlandet her. 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk