Nyhed
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har udpeget ny bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond. Det bliver den internationalt anerkendte professor i statskundskab, Søren Serritzlew, som skal stå i spidsen for fondens arbejde med at styrke kvaliteten af dansk forskning.
Søren Serritzlew er udpeget som ny bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.
Søren Serritzlew er professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har været medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds faglige forskningsråd Samfund og Erhverv fra 2018-2023 og som formand for rådet fra 2019-2021. I en del af denne periode var han desuden formand for gruppen af formænd fra de fem faglige forskningsråd.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger om udpegningen:
»Forskning af høj kvalitet er vigtigere end nogensinde, hvis vi skal stå stærkt i mødet med både nutidens og fremtidens udfordringer. Derfor er jeg meget glad for, at en så stærk og internationalt anerkendt profil som Søren Serritzlew har takket ja til at stille sig i spidsen for Danmarks Frie Forskningsfonds vigtige arbejde med at styrke kvaliteten af dansk forskning. Jeg er overbevist om, at han med sin store erfaring med fonds- og rådsarbejde, tværfaglige forskningsprofil og stærke strategiske evner vil sætte en god retning for fondens arbejde. I samme ombæring vil jeg gerne sige en stor tak til både Jørgen Frøkiær og Maja Horst for deres indsats.«
Søren Serritzlew afløser professor og institutleder Jørgen Frøkiær, der har været konstitueret bestyrelsesformand siden den 1. juni 2023, hvor den tidligere bestyrelsesformand, professor Maja Horst, tiltrådte som dekan ved Arts på Aarhus Universitet og dermed trak sig som formand for bestyrelsen i Danmarks Frie Forskningsfond. Jørgen Frøkiær genindtræder som bestyrelsesmedlem.
I forbindelse med udpegningen udtaler professor Søren Serritzlew:
»Den frie forskning giver plads til nye ideer og er afgørende for udvikling, både i erhvervsliv, åndsliv og uddannelse. Den skaber viden, der gavner det danske samfund. Det gælder både emner, der trænger sig på, som klima, sikkerhedspolitik, vacciner og kunstig intelligens, og de mange felter, som vi ikke lige nu kan forudse, at vi har brug for at blive klogere på. Disse nybrud er en særlig styrke ved fri forskning. Samfundet investerer næsten to mia. kr. i fri forskning i 2024. Danmarks Frie Forskningsfond forvalter investeringen ved at give både yngre og veletablerede forskere mulighed for at forfølge de ideer, der har det største potentiale. Jeg glæder mig til som bestyrelsesformand at arbejde for at styrke den frie forsknings kvalitet og position i det danske forskningslandskab.«
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk