Nyhed

H.M. Dronningen bliver protektor for Danmarks Frie Forskningsfond

Kongehuset har efter tronskiftet i januar 2024 besluttet, hvordan deres fremtidige protektioner skal være, og det er med stor glæde, at Danmarks Frie Forskningsfond byder Hendes Majestæt Dronningen velkommen som protektor.

H.M. Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ved et tidligere møde.

Den kongelige familie varetager protektioner og æreshverv for en lang række organisationer og foreninger, der spænder over en bred vifte af områder som erhverv, kultur, sport, bæredygtighed og sociale formål.

Hendes Majestæt Dronningen har som Kronprinsesse været protektor for Forskningens Døgn og Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, og samtidig har hun gennem en årrække været tilknyttet EliteForsk-prisuddelingen. Fra maj 2024 er hun protektor for Danmarks Frie Forskningsfond.

»H.M. Dronningen har igennem en årrække vist stor interesse i forskningens verden, og vi er stolte af, at H.M. Dronningen ønsker at være protektor for Danmarks Frie Forskningsfond. Det er en anerkendelse af vigtigheden af et stærkt dansk forskningsmiljø og betydningen af fri forskning for vores samfund,« siger Søren Serritzlew, bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond.

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund er også glad for H.M. Dronningens ønske om at bakke op om den frie forskning:

»I et videnssamfund som det danske er det af afgørende betydning, at den frie forskning har de bedste betingelser for at omsætte originale ideer til banebrydende forskning til gavn for Danmark. Derfor er jeg utrolig glad for, at H.M. Dronningen ønsker at bakke op om den frie forskning som protektor for Danmarks Frie Forskningsfond. Det er en stor anerkendelse af både forskningen og de forskere, som med deres nysgerrighed og originalitet er med til at forandre og forbedre den verden, vi lever i«. 

Om Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) finansierer forskning af højeste internationale kvalitet og styrker den nybrudsskabende forskning i Danmark. Fonden investerer i risikovillig forskning, der er baseret på forskernes egne idéer inden for og på tværs af videnskabelige områder. Fonden uddeler også hvert år tematiske midler til politiske og strategiske satsninger.

DFF fremmer internationalisering af forskningen og styrker det unge talent såvel som den erfarne forsker. Herudover yder fonden forskningsfaglig rådgivning til minister, Folketing og det øvrige danske og internationale forskningslandskab. Det sker med baggrund i ekspertise og faglig diversitet gennem fondens 84 bestyrelses- og rådsmedlemmer, der alle er anerkendte og aktive forskere.

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk