Nyhed
Opslaget af midler til Inge Lehmann-programmet (2024) er nu offentliggjort. Formålet med Inge Lehmann-programmet er at understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind. Ansøgningsfristen er den 18. juni 2024 kl. 12.00.
Danmarks Frie Forskningsfond offentliggør opslaget af tematiske midler til forskertalentprogrammet Inge Lehmann (2024). Der er afsat 80,6 mio. kr. til programmet i de politiske aftaler af 2. november 2023 om fordeling af forskningsreserven i 2024.
Inge Lehmann-programmet har til formål at understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind.
Fonden har målrettet programmet mod ansøgere med en ph.d.-alder mellem 2 og 6 år. Se øvrige krav til ansøger i opslaget:
Læs opslaget af midler til Inge Lehmann-programmet (2024) (pdf)
Programmet er åbent for alle fagområder, og for både mænd og kvinder. Gennem dispensation efter ligestillingslovens § 3 vil Danmarks Frie Forskningsfond som udgangspunkt vælge kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere, dog således at der foretages en objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til alle særlige kriterier vedrørende ansøgerne, uanset køn.
Midlerne til Inge Lehmann-programmet kan søges inden for de beløbsgrænser og krav, der gælder for Danmarks Frie Forskningsfonds kendte virkemiddel DFF-Forskningsprojekt1 (tematisk).
Ansøgninger til Inge Lehmann-programmet skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk senest tirsdag den 18. juni 2024 kl. 12.00. Fonden anbefaler, at ansøgere begynder på at indføre ansøgningen i e-grant i god tid inden fristen.
En tematisk uddeling i Danmarks Frie Forskningsfond er en politisk, strategisk satsning inden for et bestemt tema, som er åbent for bidrag fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.
Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.
Mail: DFF-opslag@ufm.dk
Telefon: +45 72 31 82 00 (hverdage mellem kl. 9.00-12.00).