Nyhed

To nye temaer under overskriften ”Sundhed” fra Danmarks Frie Forskningsfond

Nu kan du søge de tematiske midler til ”Styrket klinisk og uafhængig forskning” (2024) og ”Bedre rammer for forskning i psykiatrien” (2024) under det fælles opslag ”Sundhed”. Der uddeles 201,9 millioner kroner til at styrke patientnær klinisk og uafhængig forskning, samt 98,5 millioner kroner til at sikre bedre rammer for forskning i psykiatrien.

Midlerne er afsat som en del af de politiske aftaler af 2. november 2023 om fordeling af forskningsreserven i 2024.

Læs opslaget af tematiske midler til ”Styrket klinisk og uafhængig forskning” (2024) og ”Bedre rammer for forskning i psykiatrien” (2024) under overskriften ”Sundhed” (pdf)

Ansøgningsfrister:

  • Styrket klinisk og uafhængig forskning (2024): Tirsdag den 28. maj 2024 kl. 12.00
  • Bedre rammer for forskning i psykiatrien (2024): Tirsdag den 4. juni 2024 kl. 12.00 

201,9 millioner kroner til klinisk forskning

Inden for temaet ”Styrket klinisk og uafhængig forskning” kan forskere søge midler i fri konkurrence fra puljen på 201,9 millioner kroner til originale idéer, som styrker patientnær klinisk og uafhængig forskning, herunder uafhængige forskerinitierede forsøg, studier mv. og forskning på områder, hvor der er begrænset kommerciel interesse og/eller begrænset mulighed for ekstern finansiering (f.eks. fra fonde), herunder sundhedsteknologi.

Temateksten er bred, og der er således mulighed for at søge om støtte til forskning inden for mange forskellige forskningsområder. Midlerne skal bl.a. bidrage til forskning i kvindesygdomme, ulighed i sundhed mellem mænd og kvinder, kronisk sygdom, det borgernære sundhedsvæsen (herunder et fokus på de kommunale sundhedsopgaver), miljøfremmede stoffers indvirkning på fertiliteten samt sammenhæng mellem miljø og lave fødselstal.

Med de prioriterede 98,5 mio. kr. til forskning i psykiatri (se nedenfor) lægges der op til, at der ikke udmøntes midler til forskning i psykiatri under temaet ”Styrket klinisk og uafhængig forskning”. Ansøgninger inden for klinisk forskning i psykiatri henvises derfor til temaet ”Bedre rammer for forskning i psykiatrien”.

Ansøgninger til temaet ”Styrket klinisk og uafhængig forskning” skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk senest tirsdag den 28. maj 2024 kl. 12.00. Fonden anbefaler, at ansøgere begynder på at indføre ansøgningen i e-grant i god tid inden fristen. Ansøgningsblanketterne i e-grant forventes at være tilgængelige i løbet af denne uge 13.

98,5 millioner kroner til bedre rammer for forskning i psykiatrien

Med temaet ”Bedre rammer for forskning i psykiatrien” kan forskere i fri konkurrence søge om midler til originale idéer, der kan bidrage til at sikre bedre rammer for forskning i psykiatrien, fra den samlede pulje på 98,5 millioner kroner.

Midlerne kan bl.a. understøtte forskning i forebyggelse, årsagsforhold, tidlig indsats, behandling, kvalitet, sammenhæng og bruger- og pårørendeinddragelse, mistrivsel, ensomhed, metoder til nedbringelse af tvang, medicinfri alternativer såsom kunst, kultur og natur, digitale behandlingsformer og virtual reality.

Danmarks Frie Forskningsfond lægger vægt på, at der med dette opslag desuden kan iværksættes klinisk forskning inden for psykiatri.

Ansøgninger til temaet ”Bedre rammer for forskning i psykiatrien” skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk senest tirsdag den 4. juni 2024 kl. 12.00. Fonden anbefaler, at ansøgere begynder på at indføre ansøgningen i e-grant i god tid inden fristen. Ansøgningsblanketterne i e-grant forventes at være tilgængelige i løbet af denne uge 13.

Projekttyper
Midlerne vil kunne søges inden for de beløbsgrænser og krav, der gælder for de kendte virkemidler i Danmarks Frie Forskningsfond, hhv. DFF-Forskningsprojekt1 (tematisk) og DFF-Forskningsprojekt2 (tematisk).

Der vil blive nedsat et fagligt ad hoc-udvalg for hvert af de to temaer. Når udvalgene er nedsat, vil sammensætningen offentliggøres på fondens hjemmeside

Om fondens tematiske uddelinger

Danmarks Frie Forskningsfond skal udmønte midler inden for ni politisk fastsatte temaer i 2024.

Danmarks Frie Forskningsfond har besluttet at samle de ni temaer i fire opslag. Hensigten er at give ansøgerne så god tid som muligt til at udarbejde deres ansøgning inden ansøgningsfristen ved at offentliggøre opslagene så tidligt som muligt. De fire opslag, som samler to eller tre forskellige temaer hver, har fået en overskrift, som afspejler overskrifterne fra den politiske aftale om fordelingen af forskningsreserven. Ad hoc-udvalgene, som skal vurdere ansøgningerne til de enkelte temaer, vil alene forholde sig til temaets titel og beskrivelse i opslaget, ikke den fælles overskrift på opslaget.

Fondens fire tematiske opslag har følgende overskrifter og indeholder følgende temaer:

  • Opslag med overskriften ”Klima”
    • Fri grøn forskning
    • Arktisk forskning – Klimaforandringer og bæredygtige arktiske samfund
  • Opslag med overskriften ”Sundhed”
    • Styrket klinisk og uafhængig forskning
    • Bedre rammer for forskning i psykiatrien
  • Opslag med overskriften ”Sundhed og trivsel”
    • Ældreforskning
    • Forskning i ensomhed
    • Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge samt mistrivsel
  • Opslag med overskriften ”Trivsel og læring”
    • Læring og trivsel i grundskolen
    • Stærkere forskningsmiljøer for erhvervsuddannelserne og arbejdspædagogik og praksislæring

En tematisk uddeling i Danmarks Frie Forskningsfond er en politisk, strategisk satsning inden for et bestemt tema, som er åbent for bidrag fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.

Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.

Spørgsmål og yderligere information

Mail: DFF-opslag@ufm.dk

Telefon: +45 72 31 82 00 (hverdage mellem kl. 9.00-12.00)

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk