Nyhed

Tre nye temaer i ét samlet opslag under overskriften ”Sundhed og trivsel” fra Danmarks Frie Forskningsfond

Nu kan du søge midler til banebrydende forskning under temaerne ”Ældreforskning” (2024), ”Forskning i ensomhed” (2024) og ”Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge samt mistrivsel” (2024). Med disse tre temaer uddeles 29,5 millioner kroner til at understøtte forskning inden for pleje og omsorg til den ældre borger, 19,7 millioner kroner til at understøtte forskning i ensomhed samt 34,5 millioner kroner til at styrke forskningen i udsathed og mistrivsel blandt børn og unge

Læs opslaget af tematiske midler til ”Ældreforskning” (2024), ”Forskning i ensomhed” (2024) og ”Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge samt mistrivsel” under overskriften ”Sundhed og trivsel” (2024) (pdf)

Midlerne er afsat som en del af de politiske aftaler af 2. november 2023 om fordeling af forskningsreserven i 2024. 

Ansøgningsfrist:

Alle ansøgninger, der indsendes til de tre temaer under ”Sundhed og trivsel”, skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk senest torsdag den 13. juni 2024 kl. 12:00. Ansøgningsblanketterne i e-grant forventes at være tilgængelige i løbet af uge 13. Fonden anbefaler, at ansøgere begynder på at indføre ansøgningen i e-grant i god tid inden fristen.

 

29,5 millioner kroner til ældreforskning

Inden for temaet ”Ældreforskning” kan forskere søge midler i fri konkurrence fra puljen på 29,5 millioner kroner til originale idéer, der kan understøtte multidisciplinær og praksisnær forskning inden for pleje og omsorg til den ældre borger.

Midlerne skal bidrage til at belyse ældre borgeres sociale, psykologiske og fysiske robusthed, herunder blandt andet inden for pleje og omsorg i det nære sundhedsvæsen. Det kan eksempelvis være på områder som rehabilitering, omsorg og forebyggelse med fokus på de kommunale sundhedsopgaver.

19,7 millioner kroner til forskning i ensomhed

Med temaet ”Forskning i ensomhed” har forskere mulighed for at søge om midler i fri konkurrence til originale og nysgerrighedsdrevne projekter, som skal understøtte forskning i ensomhed, fra den samlede pulje på 19,7 millioner kroner.

De tematiske midler skal bidrage med viden om årsager til ensomhed samt håndtering og forebyggelse heraf på tværs af forskellige livsfaser og generationer.

34,5 millioner kroner til forskning i udsathed og mistrivsel blandt børn og unge

Med det tredje tema, ”Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge samt mistrivsel”, er der afsat 34,5 millioner kroner, som udmøntes i fri konkurrence til at styrke forskningen i udsathed og mistrivsel blandt børn og unge. Indsatsen skal understøtte kapacitetsopbygning og styrket koordination af den praksisnære forskning i udsatte børn og unge og bidrage med øget viden om årsagssammenhænge, samspillet med PPR mv.

Bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond lægger vægt på, at ”udsatte børn og unge” samt ”mistrivsel” ikke er fast defineret, og at feltet både kan beskrives og tilgås forskelligt inden for forskellige forsknings- og fagområder.

Projekttyper

Midlerne til ovenstående temaer under overskriften ”Sundhed og trivsel” vil kunne søges inden for de beløbsgrænser og krav, der gælder for de kendte virkemidler i Danmarks Frie Forskningsfond, hhv. DFF-Forskningsprojekt1 (tematisk) og DFF-Forskningsprojekt2 (tematisk).

For alle tre temaer gælder det, at der kun i særlige tilfælde bevilges midler til DFF-Forskningsprojekt2, hvor det er overbevisende argumenteret, at målet med projektet ikke kan opnås gennem DFF-Forskningsprojekt1.

Alle ansøgninger inden for de tre temaer vil blive behandlet af ét fagligt ad hoc-udvalg. Når udvalget er nedsat, vil sammensætningen offentliggøres på fondens hjemmeside.

Om fondens tematiske uddelinger

Danmarks Frie Forskningsfond skal udmønte midler inden for ni politisk fastsatte temaer i 2024.

Danmarks Frie Forskningsfond har besluttet at samle de ni temaer i fire opslag. Hensigten er at give ansøgerne så god tid som muligt til at udarbejde deres ansøgning inden ansøgningsfristen ved at offentliggøre opslagene så tidligt som muligt. De fire opslag, som samler to eller tre forskellige temaer hver, har fået en overskrift, som afspejler overskrifterne fra den politiske aftale om fordelingen af forskningsreserven. Ad hoc-udvalgene, som skal vurdere ansøgningerne til de enkelte temaer, vil alene forholde sig til temaets titel og beskrivelse i opslaget, ikke den fælles overskrift på opslaget.

Fondens fire tematiske opslag har følgende overskrifter og indeholder følgende temaer:

  • Opslag med overskriften ”Klima”
    • Fri grøn forskning
    • Arktisk forskning – Klimaforandringer og bæredygtige arktiske samfund
  • Opslag med overskriften ”Sundhed”
    • Styrket klinisk og uafhængig forskning
    • Bedre rammer for forskning i psykiatrien
  • Opslag med overskriften ”Sundhed og trivsel”
    • Ældreforskning
    • Forskning i ensomhed
    • Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge samt mistrivsel
  • Opslag med overskriften ”Trivsel og læring”
    • Læring og trivsel i grundskolen
    • Stærkere forskningsmiljøer for erhvervsuddannelserne og arbejdspædagogik og praksislæring

En tematisk uddeling i Danmarks Frie Forskningsfond er en politisk, strategisk satsning inden for et bestemt tema, som er åbent for bidrag fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.

Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.

Spørgsmål og yderligere information

Mail: DFF-opslag@ufm.dk

Telefon: +45 72 31 82 00 (hverdage mellem kl. 9.00-12.00)

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk