Nyhed

Danmarks Frie Forskningsfond med i ny unik oversigt over danskstøttet forskning

Hvad kommer der ud af de mange milliarder kroner, som hvert år investeres i forskning i Danmark? Danmarks Forskningsportal lancerer nu en database, som samler bevillinger fra både offentlige og private danske forskningsfinansierende fonde. Ambitionen er at skabe én samlet, åben og transparent indgang til data om forskningsfinansiering i Danmark.

I Danmarks Forskningsportal kan man nu finde data om alle bevilligede forskningsprojekter fra Danmarks Frie Forskningsfond, Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet fra 2016 og frem. Det svarer til lidt flere end 8300 bevillinger. I 2025 udvides databasen med bevillingsdata fra Lundbeckfonden, Innovationsfonden, VELUX FONDEN og Villum Fonden.

Bevillingsdatabasen vil gøre det lettere for alle med interesse i forskning at få overblik over danske forskningsbevillinger, og den er åben for alle.

Danmarks Frie Forskningsfond har ligesom mange andre fonde et overblik over egne forskningsbevillinger på sin hjemmeside, men Danmarks Forskningsportal samler som noget nyt bevillingerne fra både offentlige og private fonde i én samlet og åben oversigt.

Bevillingsdatabasen giver adgang til centrale oplysninger om forskningsbevillinger, herunder dækningsgraden på hovedområder, fordeling på institutioner, udvikling over år samt sammenhængen mellem finansiering og forskningspublikationer på individuelt niveau.

På sigt er det ønsket, at alle danske forskningsfinansierende fonde bidrager med oplysninger og bliver repræsenteret i databasen.

De danske private og offentlige fonde stiller deres data til rådighed i samarbejde med National Open Research Analytics (NORA), som er et nationalt initiativ finansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Find bevillingsdatabasen på Danmarks Forskningsportal her