Nyhed
Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt 22 millioner kroner til syv nyskabende forskningsprojekter. De udvalgte projekter fordeler sig bredt på emne og metoder, men har alle det overordnede mål at sikre bedre læring og trivsel i grundskolen.
Under temaet ’Læring og trivsel i grundskolen’ har det været muligt at søge midler hos Danmarks Frie Forskningsfond til forskningsprojekter, som skal styrke den praksisnære forskning og give ny viden om læring og trivsel i grundskolen. Samtidig skal projekterne bidrage til at styrke grundlaget for læreruddannelsen ved at skabe en tættere sammenhæng mellem forskningen, læreruddannelsens indhold og skolens praksis.
Syv projekter blev udvalgt på baggrund af en grundig vurdering af fondens tematiske udvalg, DFF | Tematisk forskning - Grundskolen og erhvervsuddannelserne.
Om de udvalgte projekter siger formand for udvalget, Ane Qvortrup: »Med den her pulje ønsker vi at styrke grundlaget for læreruddannelsen og styrke forholdet mellem forskningen på området og indholdet på læreruddannelsen. Der er ikke altid en god forbindelse mellem det, man lærer på læreruddannelsen og praksissen i skolerne, så derfor er det relevant at finde ud af, hvordan læreruddannelsen kan styrkes, så børn og unges trivsel kan sikres.«
Hvordan kan man styrke lærerstuderendes tro på, at de kan etablere et velfungerende skole-hjem-samarbejde? Kan vi bruge trivselsapps til at monitorere trivslen i en skoleklasse? Hvilken effekt har eksamener på elevernes læring og trivsel?
Det er nogle af de emner, som forskningsprojekterne dykker ned i, og som skal bidrage til at sikre bedre læring og trivsel i grundskolen.
Læs om et af de nye forskningsprojekter: Hvordan sikres det gode skole-hjem-samarbejde?
»Tiden i grundskolen spiller en afgørende rolle i børn og unges liv og er med til at forme de muligheder, som de får i deres voksenliv. Derfor er det vigtigt at styrke vidensgrundlaget om grundskolen og læreruddannelsen, hvis vi skal sikre bedre trivsel og læring for eleverne og bedre sammenhæng mellem forskning og praksis på læreruddannelsen,« siger Søren Serritzlew, formand for bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond.
Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 21 ansøgninger til programmet, og der er uddelt midler til syv projekter. Succesraten er 33,3 % målt på antal ansøgninger.
Programmet ’Læring og trivsel i grundskolen’ er en del af de tematiske uddelinger, som er en politisk, strategisk satsning inden for et bestemt tema, som er åbent for alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.
Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.
Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.