Nyhed

Nyt opslag: Midler til arktisk forskning

Kan dit forskningsprojekt være med til at styrke arktisk forskning og understøtte kapacitetsopbygning i Arktis? Så kan du nu søge om støtte til dit arktiske forskningsprojekt inden for alle fagområder.

Forskningen kan f.eks. omhandle klimaforandringer, biodiversitet eller sociale og kulturelle ændringer og forhold i arktiske samfund. Ansøgningerne skal bl.a. indeholde samarbejde mellem forskellige forskningsinstitutioner samt understøtte kapacitetsopbygning i Arktis, herunder med fokus på inddragelse af lokalbefolkningen og oprindelige folk.

Læs opslaget af arktiske midler 2025 (pdf) 

Midlerne er afsat som en del af de politiske aftaler af 1. november 2024 om fordeling af forskningsreserven i 2025.

Ansøgningsfrist

Ansøgninger til temaet ”Arktisk forskning – Klimaforandringer og bæredygtige arktiske samfund” har ansøgningsfrist onsdag den 3. september 2025 kl. 12.00.

Ansøgninger skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk inden ansøgningsfristens udløb. Fonden anbefaler, at ansøgere begynder på at udarbejde ansøgningen i e-grant i god tid inden fristen. Ansøgningsblanketterne i e-grant forventes at være tilgængelige i løbet af uge 19.

Kapacitetsopbygning i Arktis og inddragelse af lokalsamfund

Der kan søges midler til forskning inden for og på tværs af alle faglige hovedområder, og der kan også søges støtte til emner, som ikke er nævnt blandt eksemplerne i den politisk fastsatte aftaletekst.

Uanset forskningsprojekternes faglige profil har opslaget for arktiske midler fokus på kapacitetsopbygning. Derfor skal alle ansøgninger: 

  • Bidrage til forskningsmæssig kapacitetsopbygning. Der er derfor krav om, at alle ansøgninger inkluderer mindst én ph.d.-studerende eller postdoc. Ph.d.-studerende og/eller postdocstipendiater i forskningsprojektet kan f.eks. være helt eller delvist tilknyttet forskningsinstitutioner i Arktis.
  • Indeholde generel kapacitetsopbygning i Arktis ved at inddrage lokalsamfund, dvs. lokalbefolkningen og/eller oprindelige folk som en integreret del af samarbejdet om det enkelte forskningsprojekt. Eksempelvis kan de lokalsamfund, som forskningen omhandler eller har betydning for, involveres med fokus på at inddrage lokalbefolkningen eller oprindelige folks perspektiver. 

Fonden opfordrer til, at inddragelsen igangsættes så tidligt som muligt, f.eks. i udviklingsfasen af projektet, og at ansøgningen indeholder relevante samarbejdserklæringer/støttebreve fra de involverede parter. Ansøgere skal bl.a. redegøre for, hvordan inddragelsen kan ske på en inkluderende, troværdig, hensigtsmæssig, respektfuld og etisk forsvarlig måde.

Læs mere om kravene i det arktiske opslag (pdf)

Arktisk forskning inden for Rigsfællesskabet

Alle ansøgninger til temaet skal indeholde samarbejde mellem forskere fra mindst to forskellige forskningsinstitutioner. Danmarks Frie Forskningsfond opfordrer til at ansøge med forskningsprojekter, som indeholder samarbejde mellem forskere ved forskellige institutioner i Grønland, Færøerne og Danmark. Det er imidlertid ikke påkrævet, eftersom fonden ikke stiller krav til ansøgeres statsborgerskab eller hjemstedet for de involverede institutioner. Det er således også muligt at indgå i samarbejder med forskere og lokalsamfund, som ligger uden for Rigsfællesskabet.

Danmarks Frie Forskningsfond har besluttet, at institutioner på Færøerne og i Grønland tildeles samme overheadsats som tilsvarende institutioner i Danmark, hvilket er gældende for alle fondens aktuelle og kommende opslag. Eksempelvis vil forskningsprojekter ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) eller Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Universitet) få 44 procent i overhead præcis som universiteterne i Danmark.

Hvis du er i tvivl om, hvilken overheadsats din institution på Færøerne eller i Grønland er berettiget til, kan du kontakte sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond.

Nyt virkemiddel og særlige vilkår i det arktiske opslag

Danmarks Frie Forskningsfond har indført et nyt virkemiddel, DFF-Tematisk, som opstiller de generelle rammer for ansøgninger til tematisk forskning. DFF-Tematisk har udvidede budgetrammer og mulighed for, at projekterne kan strække sig over længere tid. Derudover lægger fonden vægt på samarbejde som en del af projekterne, og derfor indeholder DFF-Tematisk et nyt krav om, at der indgår en Co-PI. 

For ”Arktisk forskning – Klimaforandringer og bæredygtige arktiske samfund” gælder der særlige temaspecifikke krav:

  • Appendikset til projektbeskrivelsen må være højst 2 A4-sider og må højst indeholde 6.000 tegn
  • Feltet til beskrivelse af etiske problemstillinger i ansøgningsblanketten må indeholde højst 3.000 tegn

Til udmøntningen af midlerne til det politisk fastsatte tema nedsætter DFF et tematisk udvalg. Udvalget nedsættes ad hoc og opløses igen ved årets udgang.

DFF forventer, at det tematiske udvalg er nedsat i løbet af maj. Når udvalget er nedsat, kan du finde en oversigt over medlemmerne på hjemmesiden.

Læs opslaget af arktiske midler 2025 (pdf) 

Læs opslaget af arktiske midler 2025 (web)

Spørgsmål og yderligere information

E-mail: DFF-opslag@ufm.dk 
Telefon: 72 31 82 00 (hverdage mellem kl. 9.00-12.00)

Om fondens tematiske uddelinger

Danmarks Frie Forskningsfond skal udmønte midler inden for 11 politisk fastsatte temaer i 2025.

En tematisk uddeling i Danmarks Frie Forskningsfond er en politisk prioriteret, strategisk satsning inden for et bestemt tema, som er åbent for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret udelukkende på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer. For tematiske forskningsprojekter lægger fonden stadig vægt på, at ansøgninger til fonden baseres på forskernes egne, originale idéer og initiativer, som dog samtidig skal falde inden for det politisk fastsatte tema.

Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.