Med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond får 23 forskere mulighed for at dykke ned i deres egen forskningsidé og udvikle deres potentiale som selvstændige forskningsledere. Midlerne er givet under Inge Lehmann-programmet, som er målrettet forskere på de tidligere karrieretrin.
Kan man designe systemer, der effektivt beskytter vores data og kan modstå fjendtlig indtrængen? Spiller tarmflora en rolle i, hvordan medicin mod leddegigt virker? Og kan man styrke planters immunforsvar, uden at det går ud over plantens vækst og giver lavere udbytte?
Se alle forskningsprojekterne under ’Inge Lehmann-programmet’ her.
På tværs af forskellige faglige hovedområder dykker de 23 forskere ned i vidt forskellige problemstillinger. Alle er de på de tidligere karrieretrin i deres forskerkarriere, og med denne bevilling får de mulighed for at udvikle deres potentiale som selvstændige forskningsledere.
Om 'Inge Lehmann-programmet' siger uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund:
Det er utrolig vigtigt, at vi har 'Inge Lehmann-programmet', der arbejder målrettet for at skabe en bedre kønsbalance i vores forskningsmiljøer. Vi kan se, at andelen af kvinder falder, jo højere vi kommer på karrierestigen. Og det er vi nødt til at have fokus på. Vi skal have alle talenter i spil, så vi sikrer dansk forskning på højt internationalt niveau.
Læs casen: Hvordan påvirker reformer af kontanthjælpen børns sundhed og trivsel?
Formålet med ’Inge Lehmann-programmet’ er at understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne med fokus på de tidlige karrieretrin, hvor uligheden typisk sætter ind. Det er muligt for både kvinder og mænd at søge, og der er åbent for søgning inden for alle faglige hovedområder.
Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.
Fakta om uddelingen af ’Inge Lehmann-programmet’
Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 206 ansøgninger, og der er uddelt knap 80 mio. kroner. Alle forskningsprojekterne skal ledes af kvinder.
Midlerne er fordelt på 23 projekter og succesraten er 11,2 % målt på antal ansøgninger.
'Inge Lehmann-programmet' er en del af den politiske aftale om fordeling af forskningsreserven i 2025.
'Inge Lehmann-programmet' er åbent for alle fagområder og for både mænd og kvinder, men gennem dispensation efter ligestillingslovens § 3 vil fonden som udgangspunkt vælge kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere. Dog således at der foretages en objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til alle særlige kriterier vedrørende ansøgerne, uanset køn.
Karen Marie B. Vølund, kmbv@ufm.dk / tlf. 72 31 89 31
Berit Bader Lemming, bbl@ufm.dk / tlf. 72 31 95 08
Tine Lindenskov Bækgaard, tsbd@ufm.dk / tlf. 72 31 83 79