Ny podcastserie om søvn og sundhed

Uanset hvem vi er, er søvn en livsnødvendig del af vores liv, men problemer med søvnen er en udfordring for mange mennesker. Så hvad ved vi egentlig fra forskningen om søvn? I en ny minipodcastserie sætter Danmarks Frie Forskningsfond fokus på søvn og sundhed.

I en miniserie på tre afsnit sætter fondens podcastserie ’Vov at vide’ fokus på en række af de forskningsprojekter, som beskæftiger sig med søvn. Det er alt fra, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe søvnforskere med at analysere søvn, til hvad der sker i hjernen, når vi sover, og hvorfor rod i vores indre ur kan kobles til depression.

I podcastserien kan du lytte til:

Hvordan kan AI hjælpe folk med søvnproblemer?

Professor Christian Igel fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet forsker i, hvordan kunstig intelligens kan bruges til at analysere søvnmønstre hos patienter, der døjer med deres søvn.

Hvad sker der i hjernen, mens vi sover?

Lektor Celia Kjærby fra Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet forsker i, hvorfor forskellige søvnfaser er nødvendige for vores hukommelse, og hvad der sker, når rytmen forstyrres i takt med at vi bliver ældre.

Hvorfor går det indre ur forkert?

Professor Martin Fredensborg Rath fra Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet forsker i, hvordan små klokkegener rundt omkring i kroppen er med til at diktere din tidsfornemmelse, og hvordan de kommunikerer med det indre ur i vores hjerne. Den kommunikation kan nemlig kobles til psykiske lidelser som depression, når der er rod i synkroniseringen.  

Du finder podcastserien ’Vov at vide’, hvor du normalt finder dine podcast.

Find podcastserien 'Vov at vide' her.

Videnskabspodcast

I videnskabspodcasten ’Vov at vide’ kan du tage med ind i forskernes verden – fra de store spørgsmål til de små detaljer, der kan forandre alt. Du møder passionerede forskere, der forsker inden for mange forskellige fagfelter, og som alle har fået en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond. Fælles for dem alle er, at de med deres nysgerrighed på verden omkring sig skaber ny viden, nye løsninger og nye veje for fremtiden.

Andre podcastserier 

Er du nysgerrig på andre områder? Danmarks Frie Forskningsfond har tidligere lavet miniserier om:

Lyt til de seneste afsnit af podcasten Vov at vide: