Nyhed

8,8 millioner kroner giver læger mulighed for at fordybe sig i forskning

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt 8,8 millioner kroner under virkemidlet ’Delestillinger’. Seks klinikere får dermed muligheden for at forske ved siden af deres arbejde i en klinisk stilling på et af landets hospitaler.

AdobeStock

Hvordan kan man implementere en sikker brug af AI-modeller i behandling af patienter? Hvordan kan man sikre bedre kirurgisk behandling af modermærkekræft?

Seks læger, der har direkte kontakt med patienter i forbindelse med undersøgelser eller behandlinger, får med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond mulighed for at dykke ned i kliniske problemstillinger. Ovenstående er blot to af de seks kliniske områder, som de vil forsøge at blive klogere på.

Se alle bevillingerne under ’Delestillinger’ her.

Med bevillingen får klinikerne mulighed for at bruge op til 50 % af deres arbejdstid på at forske, mens den resterende tid skal bruges på deres kliniske ansættelse på henholdsvis Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet, Aalborg Universitetshospital og Odense Universitetshospital.

Midlerne uddeles af Danmarks Frie Forskningsfond under det faglige råd DFF | Sundhed og Sygdom.

Kan rask donorafføring bruges til at behandle skrumpelever?

Karen Louise Thomsen fra Aarhus Universitetshospital er en af de seks klinikere, der nu kan dedikere noget af sin arbejdstid på at forske. Hun skal forske i bedre behandling af skrumpelever gennem såkaldt Fækal Mikrobiota Transplantation (FMT), som er overførsel af tarmmikroorganismer fra rask donorafføring. Tidligere forskning har nemlig peget på, at en forstyrret sammensætning af mikroorganismerne i tarmene er med til at fremme udvikling af skrumpelever.

I forskningsprojektet vil Karen Louise Thomsen og hendes hold opsætte et studie med 220 patienter, som enten modtager kapsler med FMT eller placebo. Patienterne vil blive fulgt i et år for finde ud af, om FMT kan reducere skrumpelevers fremgang og mindske dødeligheden.

Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.

Fakta om uddelingen ’Delestillinger’

Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 33 ansøgninger under ’Delestillinger’.

Der er i alt uddelt 8,8 millioner kroner til 6 forskningsprojekter, og succesraten er 18% målt på antal ansøgninger.