Nyhed
Danmarks Frie Forskningsfond er med i et nyt, fællesnordisk opslag af midler til forskningsnetværk inden for naturvidenskab og beslægtede ingeniørområder, som NordForsk har slået op.
Midlerne skal støtte oprettelsen af nye netværk i de nordiske lande og fremme samarbejde mellem forskere, hvor der er et klart potentiale for synergi. Netværkene skal samtidig styrke den internationale konkurrenceevne og skabe en stærk fælles nordisk platform inden for nye og lovende områder samt bygge bro mellem fagområder, der normalt betragtes som adskilte.
Opslaget udbydes af the Joint Committee of the Natural Science Research Councils in the Nordic Countries (NOS-N), som Danmarks Frie Forskningsfonds faglige forskningsråd DFF | Natur og Univers og DFF | Teknologi og Produktion er medlemmer af.
NOS-N ønsker at støtte næste generation af nordiske forskere i at skabe nye eller tættere forbindelser på tværs af lande- og faggrænser samt opbygge stærke kollegiale netværk, der kan få stor betydning for både karriere og fremtidige forskningsretninger. Derfor er opslaget målrettet forskere, der er i begyndelsen af deres karriere (2-7 år efter ph.d.-afslutning). Netværksaktiviteterne bør indeholde en stærk komponent, der fokuserer på at uddanne næste generation af forskere med tværfaglige kompetencer inden for naturvidenskab og beslægtede ingeniørområder i Norden. Derfor opfordrer NOS-N ansøgere til at inkludere sommerskoler og lignende aktiviteter for ph.d.-studerende og postdocs som en del af netværket.
Der kan ansøges om projekter på tre års varighed og op til 2 millioner NOK pr. netværk.
Ansøgningsfristen er den 14. august 2025 kl. 13.00.
Du ansøger og finder det fulde opslag og på NordForsks hjemmeside, hvor der også er mulighed for at skrive sig op på en kontaktliste med andre potentielle ansøgere.