Nyhed
Har du en banebrydende forskningsidé, kan du nu søge om midler under ti politisk fastsatte temaer med ansøgningsfrister den 27. maj og den 3. juni 2025. De ti nye og velkendte temaer dækker vidt forskellige fagområder og udmøntes under fondens nye virkemiddel ”DFF-Tematisk”, der bl.a. har særligt fokus på samarbejde, sikrer længere tid til forskningsprojektet samt forhøjer den maksimale budgetramme. Samlet skal fonden uddele ca. 740 mio. kr. til tematisk forskning, som skal være med til at skabe viden om eller nye løsninger på en række væsentlige samfundsudfordringer.
Læs opslaget af tematiske midler 2025 (pdf)
Midlerne er afsat som en del af de politiske aftaler af 1. november 2024 om fordeling af forskningsreserven i 2025.
Følgende temaer har ansøgningsfrist tirsdag den 27. maj 2025 kl. 12.00:
Følgende temaer har ansøgningsfrist tirsdag den 3. juni 2025 kl. 12.00:
Ansøgninger til temaerne skal være uploadet i ansøgningssystemet www.e-grant.dk inden ansøgningsfristens udløb. Fonden anbefaler, at ansøgere begynder på at udarbejde ansøgningen i e-grant i god tid inden fristen. Ansøgningsblanketterne i e-grant forventes at være tilgængelige i løbet af uge 13.
Ud over de ti ovenstående temaer skal DFF udmønte midler til det politisk fastsatte tema ”Arktisk forskning – Klimaforandringer og bæredygtige arktiske samfund”. DFF forventer at offentliggøre et selvstændigt opslag for dette tema i april. Ansøgningsfristen for dette tema forventes at være i begyndelsen af september 2025.
Danmarks Frie Forskningsfond indfører et nyt virkemiddel, DFF-Tematisk, med opslaget af de ti tematiske puljer for 2025. DFF-Tematisk opstiller de generelle rammer for ansøgninger til de opslåede, politiske fastsatte tematiske midler og er sat i verden for bedre at understøtte de behov, der typisk kendetegner de tematiske forskningsområder, eksempelvis inden for områder af praksisnær forskning. DFF-Tematisk har udvidede budgetrammer og mulighed for, at projekterne kan strække sig over længere tid. Derudover lægger fonden vægt på samarbejde som en del af projekterne, og derfor indeholder DFF-Tematisk et nyt krav om, at der indgår en Co-PI (Co-Principal Investigator, eller på dansk: samarbejdende forskningsleder).
Kravene til alle tematiske forskningsprojekter er fortsat, at de skal være med til at skabe viden om og nye løsninger på væsentlige samfundsudfordringer.
Vær opmærksom på, at der kan gælde yderligere, temaspecifikke krav til din ansøgning under de enkelte temaer, som vil fremgå af opslaget. Du skal derfor læse både afsnittet om det tema, som du ønsker at søge (jf. afsnit 2 i opslaget), og afsnittet om de generelle rammer for din ansøgning (jf. afsnit 3.3.1 i opslaget). Endelig skal du være særligt opmærksom på opslagets vurderingskriterier (jf. afsnit 4 i opslaget).
Bemærk, at temaet ”Forskerudvekslingsprogram for postdocs på kvanteområdet” skal søges inden for rammerne af fondens eksisterende DFF-International Postdoc-virkemiddel, hvor ansøger skal tilbringe 12 måneder i udlandet og 12 måneder ved den administrerende institution (jf. afsnit 2.3 og 3.3.2 i opslaget).
Læs opslaget af tematiske midler 2025 (pdf)
Fonden lancerer ny hjemmeside i midten af marts 2025, som skal gøre det nemmere at finde oplysninger om, hvad du kan søge midler til, og hvilke ansøgningsfrister og krav der gælder for de forskellige virkemidler. For at gøre det lettere at finde muligheder, krav og informationer til de specifikke temaer, har hvert enkelt tema nu fået sin egen side med alle relevante informationer, vejledninger og dokumenter.
Find overblikket over aktuelle søgemuligheder her
Til udmøntningen af midlerne til de politisk fastsatte temaer nedsætter DFF en række tematiske udvalg. Udvalgene nedsættes ad hoc og opløses igen ved årets udgang. Det fremgår af opslaget (afsnit 6.2 i opslaget), hvilket tematisk udvalg eller fagligt råd som skal behandle ansøgningerne til de respektive temaer.
DFF forventer, at de tematiske udvalg er nedsat i løbet af april. Når udvalgene er nedsat, kan du finde en oversigt over udvalgsmedlemmerne på hjemmesiden.
Mail: DFF-opslag@ufm.dk
Telefon: 72 31 82 00 (hverdage mellem kl. 9.00-12.00)
Danmarks Frie Forskningsfond skal udmønte midler inden for 11 politisk fastsatte temaer i 2025.
En tematisk uddeling i Danmarks Frie Forskningsfond er en politisk prioriteret, strategisk satsning inden for et bestemt tema, som er åbent for bidrag fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret udelukkende på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer. For tematiske forskningsprojekter lægger fonden stadig vægt på, at ansøgninger til fonden baseres på forskernes egne, originale idéer og initiativer, som dog samtidig skal falde inden for det politisk fastsatte tema.
Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.