Nyhed
Fondens nye hjemmeside skal gøre det nemmere at finde oplysninger om, hvad du kan søge midler til, og hvilke ansøgningsfrister og krav der er til at ansøge de forskellige virkemidler. Samtidig giver hjemmesiden nem adgang til data om de mange forskningsprojekter, fonden allerede har støttet.
Fonden modtager hvert år omkring 4.000 ansøgninger og tildeler forskningsbevillinger til ca. 500 forskningsprojekter, der spænder over alle videnskabelige hovedområder, og lige fra grundforskning til anvendt forskning.
Den nye hjemmeside tilbyder et mere brugervenligt overblik over fondens ansøgningsmuligheder. For at gøre det lettere at finde netop de muligheder, der er relevante for den enkelte forsker, har hvert enkelt virkemiddel nu fået sin egen side med alle relevante informationer, vejledninger og dokumenter.
Hjemmesiden har samtidig fået et nyt design, der er mere tidssvarende og brugervenligt. Der er kommet en ny menu-indgang målrettet forskere, som allerede har modtaget en bevilling fra fonden, hvor de kan finde alle nødvendige oplysninger samlet ét sted.
På hjemmesiden kan interesserede nu få adgang til mere data om de mange projekter, fonden har støttet gennem tiden. Som noget nyt kan man for afsluttede forskningsprojekter nu ikke bare se den populærvidenskabelige beskrivelse af projektet, men også se forskeren egen korte beskrivelse af projektets resultater, forfattet ved afslutningen af forskningsprojektet.
Fonden håber, at den nye struktur og det forbedrede overblik vil gøre det lettere for forskere at søge støtte og følge med i fondens støttede projekter.
Hvis du har spørgsmål eller oplever problemer med den nye hjemmeside, er du velkommen til at kontakte os på dff_kommunikation@ufm.dk