Nyhed

Fællesnordisk forskning i Arktis styrkes: Ni forskningsprojekter får finansiering via NordForsk

24 danske forskere er med i de ni forskningsprojekter, som netop har fået midler af NordForsk til at forske i bæredygtig udvikling af Arktis. Projekterne spænder over emner som hav, ferskvand, biodiversitet, overturisme og mineraler.

Landskabsbillede med bebyggelse af træhuse i forskellige farver i forgrunden, et farvand med mindre isklumper flydende i mellemgrunden og et mindre bjerg der rejser sig op i skyerne i baggrunden

Ni konsortier med forskere fra Norden og Nordamerika har fået støtte fra NordForsk under opslaget Sustainable Development of the Arctic. Opslaget er blevet til i samarbejde med forskningsfinansierende organisationer i otte lande og puljen var på over 330 millioner norske kroner.

Det er første gang, NordForsk samarbejder med Canada og USA, og første gang Grønland deltager som finansierende part i et af NordForsks opslag. Danmarks Frie Forskningsfond har deltaget i opslaget og bidraget til programmet med 29,3 mio. DKK.

Der er danske forskere med i otte ud af ni støttede projekter, og to af forskningsprojekterne har en dansker som forskningsleder. Det er Rico Kongsager fra Københavns Professionshøjskole og Sofia Ribeiro fra GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

Bredt fokus på Arktis

På trods af stor tematisk bredde er klimaændringer, naturressourcer og sikkerhed en fællesnævner for de ni finansierede projekter. Derudover indgår oprindelige folks perspektiver som et centralt element i alle de finansierede projekter.

»De projekter, der nu modtager finansiering, har gennemgået to grundige evalueringsrunder, og den store mængde ansøgninger samt vægtningen af tværfaglighed og oprindelige folks perspektiver betyder, at de er kommet gennem et smalt nåleøje. Tilsammen rammer de ni projekter meget præcist på opslagets tre inspirationsområder: sikkerhed, naturressourcer og samfund i forandring. Det betyder også, at vi har høje forventninger til projekterne, og vi ser frem til at følge dem i projektperioden,« siger Arne Flåøyen, direktør i NordForsk.

186 forskere i 66 organisationer

I første ansøgningsrunde, som havde frist i juni 2024, modtog NordForsk i alt 199 ansøgninger. Af disse gik 36 videre til anden runde, som blev afgjort i denne uge.

Projekterne består af i alt 186 forskere fra 66 forskellige universiteter, institutter og andre forskningsorganisationer i 10 forskellige lande. Den største andel af forskere kommer fra Canada med 54 deltagere i projekterne. Norge har næstflest med 46, efterfulgt af Finland med 25 og Danmark med 24. Fra Grønland og Færøerne deltager henholdsvis syv og fire forskere.

Projekter, der har fået bevilling

  • Sustainable Human Use of the Marine Environment (SustainME)
    Projektleder: Jackie Dawson, University of Ottawa, Canada
    Projektdeltagere fra Canada, Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge, Storbritannien

  • Addressing Unavoidable Non-Economic Losses to Climate-Induced Events for Communities in the Arctic (LostToClimate)
    Projektleder: Rico Kongsager, Københavns Professionshøjskole, Danmark
    Projektdeltagere fra Canada, Danmark, Færøerne, Finland, Grønland, Island, Norge, Sverige, USA

  • Arctic freshwater food systems: Influence of warming winters and increased snow cover (FROST)
    Projektleder: Milla Rautio, Université du Québec à Chicoutimi, Canada
    Projektdeltagere fra Canada, Danmark, Finland, Norge, Sverige, USA

  • Sustainable Multispecies Relations in the Arctic (SPECIES)
    Projektleder: Richard Fraser, UiT Norges arktiske universitet
    Projektdeltagere fra Danmark, Finland, Norge, Storbritannien

  • Sustainable and Resilient Communities in remote settlements in the Arctic in the Age of Climate Change (ARCHAIC)
    Projektleder: Eirik Albrechtsen, NTNU – Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet
    Projektdeltagere fra Danmark, Island, Norge

  • Marine phycotoxins in the Arctic: an emerging climate change risk (PHATE)
    Projektleder: Sofia Ribeiro, GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
    Projektdeltagere fra Canada, Danmark, Færøerne, Grønland, Island, Norge

  • Adapting LAw for MOving Targets: Climate Change, Overtourism and Biodiversity in Indigenous Arctic National Parks (ALAMOT)
    Projektleder: Minna Pappila, Finlands miljøcentral
    Projektdeltagere fra Finland, Norge, Sverige

  • Critical minerals in the Arctic: Challenges and perspectives for the Nordic countries (CRIMINA)
    Projektleder: Gørild Merethe Heggelund, Fridtjof Nansens Institut, Norge
    Projektdeltagere fra Danmark, Finland, Norge, Sverige

  • Responsible mine restoration - Integrating local engagement, ecology, and engineered solutions in Arctic environment (RestoMine)
    Projektleder: Christian Maurice, Luleå Tekniske Universitet, Sverige
    Projektdeltagere fra Danmark, Grønland, Norge, Sverige

Læs mere om de enkelte forskningsprojekter på NordForsks hjemmeside

Samarbejdspartnere i opslaget

Opslaget Sustainable Development of the Arctic er et samarbejde mellem Norges Forskningsråd, Finlands Akademi, Danmarks Frie Forskningsfond, Færøernes Forskningsråd, Vetenskapsrådet (VR) og Forskningsrådet for Bæredygtig Udvikling (Formas) i Sverige, Grønlands Forskningsråd, Rannis – Islands Forskningscenter (med finansiering fra Ministeriet for Kultur, Innovation og Videregående Uddannelse), National Science Foundation (USA), Canada Research Coordinating Committee (Canada) og NordForsk.