45 nye forskningsprojekter styrker den kliniske behandling tættere på patienterne

Hvordan udvikler vi behandling, der virker for mennesker i den virkelige verden? Det spørgsmål ligger til grund for den tematiske pulje til klinisk forskning, som Danmarks Frie Forskningsfond netop har uddelt til 45 banebrydende forskningsprojekter, der skal komme patienter og pårørende til gode.

Grafik af DFF's logo, som er halvcirkler i forskellige ringe udenpå hinanden, i lilla på lys lilla baggrund.

Læs om et af de nye forskningsprojekter her:  ”Nye præventionsmidler skaber behov for viden om risikoen ved langvarig brug" 

 

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt 228,8 millioner kroner til i alt 45 forskere under den tematiske pulje til styrket klinisk og uafhængig forskning. Midlerne giver nu klinikere og forskere mulighed for at forfølge egne idéer og hypoteser i sundhedsvæsenet - helt tæt på patienterne.

»Det er helt afgørende, at forskningen tager udgangspunkt i klinisk praksis, og at klinikere samtidig har mulighed for at rejse egne idéer og spørgsmål. Med denne pulje styrker vi netop de uafhængige forskningsmiljøer, der arbejder med at forbedre behandling og pleje tæt på borgerne. Vi har set en meget høj kvalitet i forskningsprojekterne - både inden for etablerede og nye, spirende forskningsfelter,« siger professor Kaare Christensen, som er forperson for det tematiske udvalg.

Temaet dækker bredt, og derfor er der uddelt midler til en lang række områder, f.eks. træthed efter blodprop i hjernen, bevidsthed hos mennesker i koma og børn med astma. Flere projekter kombinerer kliniske områder og arbejder tværfagligt, bl.a. med fokus på klinisk praksis, samfundsperspektiver og patientinvolvering. Flere af de udvalgte projekter ligger inden for de prioriterede temaer, som er fastlagt i den politiske aftaletekst bag forskningsreserven. Det gælder blandt andet:

  • Forebyggelse og effekt af standardbehandlinger: Et udvalgt forskerhold skal f.eks. undersøge, hvordan AI fungerer i den kliniske hverdag, og hvordan AI bedst muligt bliver til gavn for både klinikere og patienter.
  • Borgernære sundhedsopgaver og patientinddragelse: Et projekt undersøger udviklingen af stress og effekten af behandling i kommuner og regioner med potentiale for både forebyggelse og bedre behandling.
  • Kvindesygdomme: Et projekt ser på, hvordan behandling for endometriose påvirker risikoen for depression, frugtbarhed, kræft og hjertekarsygdomme. Et andet projekt har fokus på ægdonation; et hidtil relativt ubeskrevet forskningsfelt.
  • Prævention: I ét forskningsprojekt undersøges hjernekemiske forhold ved kvinders brug af hormonspiral.
  • Ulighed i sundhed: Et projekt dykker ned i, hvordan information om genetisk sygdomsrisiko påvirker menneskers beslutninger og livsforløb, og hvordan sundhedsvæsenet kan mindske social ulighed i forebyggelse og behandling.
  • Demens: Et projekt vil udvikle en praktisk metode til at tage fælles, etisk forsvarlige beslutninger i plejen på tværs af kulturer, værdier og fagligheder. Samtidig skal indsatsen mindske den moralske stress og usikkerhed, som mange omsorgspersoner til folk med demens oplever.

.... og mange flere. Dyk ned i alle 45 udvalgte, nybrudsskabende projekter her. 

Desuden blev der uddelt to særpuljer til forskning i fertilitet og forskning i rusmiddel- og opioidbrug. Her skal et forskerhold eksempelvis nu til at undersøge, hvad der påvirker fertiliteten i Danmark for bedre at kunne hjælpe dem, der ønsker at få børn, og for at sikre, at fremtidens sundhedspolitik bygger på solid viden. Mens to forskellige forskerhold nu sætter fokus på hhv. forebyggelse og skadesreduktion ved alkoholmisbrug og på substitutionsbehandling ved opioidmisbrug hos unge.

Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den administrative gennemgang af bevillingerne.

Fakta om uddelingen 'Styrket klinisk og uafhængig forskning'

Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 325 ansøgninger til ’Styrket klinisk og uafhængig forskning’, og der er uddelt midler til 45 projekter. Succesraten er 14% målt på antal ansøgninger.

’Styrket klinisk og uafhængig forskning’ er ét blandt de 12 politisk fastsatte temaer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2025.

Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.

De tematiske puljer er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.