Fem nye forskningsprojekter bliver snart sat i gang med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond. Forskningsprojekterne skal være med til at give mere viden om, hvorfor børn og unge mistrives, og hvordan det kan forebygges.
Hvilke behandlingsformer virker bedst til børn og unge med angst? Hvordan kan samarbejdet mellem PPR, skole og familie gøres mere meningsfuldt, relevant og forebyggende? Og hvordan oplever og navigerer børn i sårbare positioner i overgange fra børnehave til skole? Det er nogle af de spørgsmål, som de nye forskningsprojekter, der netop har fået en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond, skal forsøge at give svar på.
Se alle forskningsprojekterne under ’Forskning i udsathed og mistrivsel' i 2025 her.
»Årets ansøgninger var generelt meget stærke, og opslaget var mere åbent formuleret. Derfor modtog vi ansøgninger inden for både praksisnær forskning og mere grundlæggende forskning i relation til udsathed blandt børn og unge. De bevilgede projekter er interessant nok meget forskellige: nogle bygger på stærke kvalitative analyser, andre på solide kvantitative studier. Vi har også randomiserede kontrollerede forsøg samt projekter med tydelig fokus på praktisk anvendelse. Det er meget inspirerende at se så stor en bredde – forskellige tilgange, men alle inden for samme tema,« fortæller Mattias Strandh, professor på Umeå Universitet. Han er forperson for det tematiske udvalg ’DFF | Tematisk forskning – Ældreforskning, udsathed og mistrivsel’, som har uddelt midlerne til puljen.
Der er lagt vægt på, at forskningsprojekterne skal bidrage med øget viden om årsagerne til mistrivsel blandt børn og unge. Samtidig kan det være praksisnær forskning, dvs. forskning, der forsøger at løse konkrete problemer i virkelige situationer, og som involverer forskere og praksis i et samarbejde om at udvikle viden, der er både teoretisk funderet og praktisk anvendeligt.
Med midlerne er der også en politisk intention om at styrke kapacitetsopbygningen i forskningsmiljøerne på området omkring udsathed og mistrivsel blandt børn og unge. Derfor skal der i alle forskningsprojekterne indgå mindst én ph.d.-studerende eller én postdoc-kandidat.
Det tematiske udvalg, DFF | Tematisk forskning - Ældreforskning, udsathed og mistrivsel, har også uddelt midler under temaet ’Ældreforskning’.
Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.
Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 49 ansøgninger til ’Forskning i udsathed samt mistrivsel’, og der er uddelt midler til 5 projekter. Succesraten er 10% målt på antal ansøgninger.
’Forskning i udsathed samt mistrivsel’ er ét blandt de 12 politisk fastsatte temaer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2025.
Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.
Programmerne er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.
Karen Marie B. Vølund, kmbv@ufm.dk / tlf. 72 31 89 31
Berit Bader Lemming, bbl@ufm.dk / tlf. 72 31 95 08
Tine Lindenskov Bækgaard, tsbd@ufm.dk / tlf. 72 31 83 79