Forskning på det specialiserede socialområde er styrket med knap 40 mio. kr.

Danmarks Frie Forskningsfond har samlet uddelt knap 40 mio. kr. til fem forskere under temaet ’Styrket forskning på det specialiserede socialområde’. Forskerne får dermed mulighed for at bidrage med praksisnær forskning på det specialiserede socialområde og med kapacitetsopbygning inden for forskningsfeltet.

Skaber de stigende udgifter, som Danmark bruger på sociale tilbud, faktisk bedre hjælp til udsatte borgere? Kan vi styrke trivsel og følelsesmæssig forståelse og regulering hos unge på døgninstitutioner? 

Det er blot nogle af de spørgsmål, de fem forskere stiller og søger svar på. Fælles for alle forskningsprojekter er, at de vil bidrage med viden til det specialiserede socialområde. Området omfatter børn, unge og voksne, der har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Det spænder således over personer med forskellige behov, som skal imødekommes af forskellige indsatser inden for områderne handicap, socialpsykiatri og udsathed. 

»Det specialiserede socialområde er et vigtigt område, som vi desværre har begrænset viden om. Grundet dets store kompleksitet har det historisk været svært at skabe et solidt forskningsgrundlag, og derfor er det afgørende, at vi støtter og opbygger kapaciteten. Jeg var begejstret for at se de interessante ansøgninger af så høj kvalitet, og jeg har stor tiltro til de fem udvalgte forskningsprojekter. Jeg er sikker på, at de vil skabe resultater for både organisationer og individer på området,« fortæller Ulla-Karin Schön, professor på Stockholms Universitet. Hun er forperson for det tematiske udvalg ’DFF | Tematisk forskning – Styrket forskning på det specialiserede socialområde’, som har uddelt midlerne til puljen. 

Se alle forskningsprojekter under ’Styrket forskning på det specialiserede socialområde' i 2025 her.

Hjemløshed og udsatte positioner 

Det specialiserede socialområde spænder bredt og omfatter bl.a. udsatte voksne. En af de forskere, som har fået en bevilling, vil undersøge udsatte borgeres møde med retssystemet, når de anmelder vold og overgreb. Forskningsprojektet tager udgangspunkt i sexsælgeres adgang til retfærdighed og undersøger, hvordan sager om vold mod sexsælgere håndteres i det danske retssystem.

I et andet af de bevilgede forskningsprojekter undersøger en forsker Danmarks indsats for at nedbringe antallet af personer i hjemløshed. Tidligere indsatser har været vanskelige at udbrede, og antallet af hjemløse i Danmark er nogenlunde uændret over en længere årrække. Projektet vil blive klogere på muligheder og udfordringer. 

Tilsyn med botilbud sættes under lup for at tage bedre ansvar for udsatte børn og unge

Docent Matilde Høybye-Mortensen fra Professionshøjskolen VIA University College er en af de fem forskere, der har modtaget bevilling. I sin forskning fokuserer hun på de borgere, der anbringes uden for eget hjem, f.eks. på bosted, i familiepleje eller døgninstitution. Ved anbringelse overtager samfundet ansvaret for borgerens udvikling og trivsel, men nogle anbragte børn og unge mistrives og udsættes for omsorgssvigt. Matilde Høybye-Mortensen undersøger, hvordan vi som samfund fører tilsyn med, at der er god kvalitet i de anbringelser, som borgere placeres i.

Læs artiklen om borgere, der anbringes uden for eget hjem her.

Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.

Fakta om uddelingen

Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 17 ansøgninger til ’Styrket forskning på det specialiserede socialområde’, og der er uddelt midler til fem projekter. Succesraten er 29% målt på antal ansøgninger. 

Styrket forskning på det specialiserede socialområde’ er ét blandt de 12 politisk fastsatte temaer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2025.

Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.

Programmerne er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.