Justerede telefonåbningstider i fonden for ansøgere

Danmarks Frie Forskningsfonds sekretariat vejleder på mail og telefon ansøgere om administrative og formelle spørgsmål i forbindelse med ansøgninger til fonden. Det vil sekretariatet fortsat gøre, men fremover justeres telefonåbningstiderne lidt efter det faktiske behov.

Foto af kvinde med headset-mikrofon på, hvor hun ses bagfra og sidder foran en compuertskærm

Åbningstiderne, hvor du kan komme i kontakt med sekretariatet på telefon, forkortes med én time i perioder, hvor fonden får færre henvendelser, men udvides omkring ansøgningsfrister. I de meget stille perioder omkring sommerferien og jul og nytår lukker telefonen helt. Det vil selvfølgelig stadig som nu være muligt at få vejledning via mail, ud over på helligdage og statslige lukkedage (dagen efter Kristi Himmelfart og mellem jul og nytår).

Ændringen i åbningstiderne skyldes, at fonden som led i det ’statslige arbejdsprogram’ har færre personaleressourcer end tidligere. 

Se åbningstiderne her.