296 millioner kroner til fri, nytænkende forskning

Danmarks Frie Forskningsfond støtter 48 nye forskningsprojekter med samlet 296 mio. kr. Her skal forskerne blive klogere på alt fra forbedring af kemoterapi, omdannelse af CO2 til værdifulde kemikalier til udvikling af digitale infrastrukturer til statslige tjenester.

Høje, lysegrønne træer set nedefra
Adobe Stock

På tværs af mange forskellige videnskabelige hovedområder har 48 dygtige forskere fået støtte, og sammen med deres hold af forskere skal de nu føre de gode idéer ud i livet. 

Der skal bl.a. forskes i ansigtsgenkendelse, og hvorfor nogle har sværere ved at genkende ansigter end andre, økonomisk teori, og hvordan man kan gøre landbrugsafgrøder mere tørkeresistente. 

Se alle forskningsprojekter, som har fået en Forskningsprojekt2-bevilling i 2026 her.

»Den frie forskning er afgørende for at sikre plads til at tænke stort i originale projekter med potentiale til at skabe nybrud. Derfor er det altid en stor glæde, når vi uddeler midler under DFF-Forskningsprojekt2, fordi vi her giver forskerne mulighed for at forfølge deres bedste - og nogle gange vilde og eksperimenterende - idéer,« siger Søren Serritzlew, forperson for bestyrelsen i Danmarks Frie Forskningsfond

Blandt de nye bevillingsmodtagere er Astrid Würtz Rasmussen fra Aarhus Universitet, som med sit projekt vil undersøge de samfundsmæssige konsekvenser af den faldende fødselsrate, og hvad det bl.a. betyder for samfundsengagement, økonomiske beslutninger samt holdninger og værdier på tværs af generationer. Viden, der f.eks. kan bruges i politiske beslutninger, som vedrører tilpasning af velfærdsstaten til de demografiske ændringer.

Læs om Astrid Würtz Rasmussens forskningsprojekt her: Hvordan påvirker børn vores valg i livet?

Kendetegnende for et DFF-Forskningsprojekt2 er, at bevillingsmodtageren har stor, selvstændig forskningserfaring på højt internationalt niveau, og at projektet udføres i samarbejde mellem flere forskere.

Der tages forbehold for, at de nævnte beløb kan ændre sig efter den forestående budgetgennemgang.

Fakta om uddelingen af ’DFF-Forskningsprojekt2’

Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 692 ansøgninger, og der er uddelt omkring 296 mio. kroner. 

Midlerne er fordelt på 48 projekter og succesraten er 7 % målt på antal ansøgninger.

Midlerne er uddelt af fondens fem faglige råd samt det tværrådslige udvalg bestående af rådenes forpersoner.

Den økonomiske ramme for et projekt er på mellem 2.550.000 og 4.450.000 kr. eksklusive overhead.