7 nye projekter får støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond til forskning i kunstig intelligens på kræftområdet. Projekterne skal blandt andet undersøge om AI kan identificere kræftvæv i realtid, forudse risici for den enkelte ved at få strålebehandling og være med til at diagnosticere knoglemarvskræft tidligere.
Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt over 36 millioner kroner til 7 forskningsprojekter under det politisk fastsatte tema ’Forskning i kunstig intelligens på kræftområdet’.
Forskningen skal skabe ny viden om mulighederne for at anvende kunstig intelligens på kræftområdet. Det kan blandt andet være inden for tidlig opsporing, diagnostik, skræddersyet behandling og beslutningsstøtte. Et centralt element har været at sikre en tæt kobling mellem forskningen og sundhedsvæsenet. Andre Dekker, professor på Maarstricht University, der har været forperson for udvalget, siger:
»Opslaget ”Forskning i kunstig intelligens på kræftområdet” var både aktuelt og vigtigt. De projekter, der har fået støtte, afspejler både den videnskabelige styrke og bredden på området i Danmark og har potentiale til at skabe konkrete forbedringer for både kræftpatienter og sundhedsvæsenet. Bredden i ansøgningsfeltet viste, at kunstig intelligens nu spiller en rolle på hele spektret af kræftforskningen, fra at forstå sygdomsmekanismer bedre, forbedrede diagnoser til at understøtte behandlingsbeslutninger og kommunikation med patienterne.
Se alle bevillingsmodtagere under temaet ’Forskning i kunstig intelligens på kræftområdet’ her.
Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.
Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 29 ansøgninger til opslaget ’Forskning i kunstig intelligens på kræftområdet’, og der er uddelt midler til 7 projekter. Succesraten er 24% målt på antal ansøgninger.
’Forskning i kunstig intelligens på kræftområdet’ er ét blandt de 14 politisk fastsatte temaer og programmer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2026. Nogle af temaerne er flerårige og uddeles igen i 2027-2029.
Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.
Programmerne er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.
Karen Marie B. Vølund, kmbv@ufm.dk / tlf. 72 31 89 31
Berit Bader Lemming, bbl@ufm.dk / tlf. 72 31 95 08
Tine Lindenskov Bækgaard, tsbd@ufm.dk / tlf. 72 31 83 79