Forskningsfaglig rådgivning

Danmarks Frie Forskningsfond yder forskningsfaglig rådgivning til Folketinget og uddannelses- og forskningsministeren samt andre ministerier og styrelser, øvrige offentlige fonde og forskellige organisationer inden for forskningsområdet.

Danmarks Frie Forskningsfond yder forskningsfaglig rådgivning i forbindelse med:

  • Høringssvar til relevante lovændringer og forskningsfaglige spørgsmål
  • Indstillinger og udpegninger til bestyrelser, råd, nævn og udvalg
  • Internationale sager

En forespørgsel om forskningsfaglig rådgivning rettes til Danmarks Frie Forskningsfond, som koordinerer sagen med de relevante, faglige forskningsråd. 

Send din henvendelse vedrørende forskningsfaglig rådgivning til: DFF_Raadgivning@ufm.dk.

Det er bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond, som har beslutningskompetencen i forskningsfaglige rådgivningssager, som behandles på førstkommende bestyrelses- og/eller rådsmøde. Derfor bedes rådgivningssager fremsendt til Danmarks Frie Forskningsfond med minimum to måneders frist. Behandlingstiden kan afhænge af opgavens omfang, hvorfor det anbefales rekvirenter at varsle Danmarks Frie Forskningsfond om påtænkte henvendelser så tidligt som muligt.

Hvad skal du sende med?

Danmarks Frie Forskningsfond ønsker at yde den bedst mulige forskningsfaglige rådgivning. Derfor har fonden brug for en række informationer. 

  • Baggrundsinformation om den/de ledige pladser, herunder om der er mulighed for/ønske om genudpegning, samt hvilken profil der søges
  • Om der er tale om en indstillings- eller udpegningssag samt hvem der eventuelt foretager den endelige udpegning
  • Tidsplan for processen
  • Udpegningsperiode samt forventet arbejdsbelastning, opgaver, mødefrekvens o.l.
  • Oversigt over eksisterende sammensætning af det pågældende nævn, udvalg, bestyrelse etc.
  • Kommissorium, vedtægter eller lovgrundlag for organet
  • Information om seneste udpegning fra Danmarks Frie Forskningsfond
  • Øvrig information, som måtte være relevant for Danmarks Frie Forskningsfonds vurdering
  • En sikker-mail postkasse, der lever op til gældende GDPR-lovgivning, hvortil svarbrev kan fremsendes
  • Mulig godtgørelse/honorar

Rådgivningsproces

En rådgivningssag behandles på møde i et forskningsfagligt råd eller i bestyrelsen. Efter drøftelse på mødet træffer bestyrelsen beslutning om videre proces på baggrund af rådgivning fra relevante faglige forskningsråd, herunder eventuel indstilling og/eller udpegning af mulige kandidater.

Sekretariatet fremsender svarbrev via den sikker-mail postkasse, som rekvirenten har fremsendt. Når en indstillingssag er afsluttet, bedes Danmarks Frie Forskningsfond orienteret om udfaldet af den pågældende sag ved kopi af indstillings-/udpegningsbrev.

Ligestillingslovgivnings bestemmelser ved indstillingssager

Danmarks Frie Forskningsfond er underlagt ligestillingslovens bestemmelser om regler for indstilling af medlemmer i offentlige udvalg (§9), samt bestemmelser om regler for indstilling af medlemmer i bestyrelser mv. (§12).

Indstillingssager nedsat af arbejdsmarkedets organisationer eller det private arbejdsmarked er ikke omfattet af ligestillingslovens bestemmelser. Dog er Danmarks Frie Forskningsfond forpligtet til overholdelse af ligestillingsforpligtigelsen (§4). Danmarks Frie Forskningsfond overvejer derfor altid kandidater af begge køn (m/k), for at sikre en balance mellem kønnene.