Internationaliseringspolitik

Danmarks Frie Forskningsfond har formuleret en internationaliseringspolitik, der har til formål at styrke internationaliseringen af dansk forskning.

Danmarks Frie Forskningsfond har til opgave at udvikle det forskningsfaglige niveau i Danmark. Et afgørende element heri er at styrke internationaliseringen af dansk forskning og derigennem sikre de bedste muligheder for forskningsmæssige nybrud og hjemtagning af internationale forskningsmidler.

Danmark producerer forskning af høj international kvalitet. Danmarks Frie Forskningsfond ønsker at skabe de bedste rammebetingelser for, at dansk forskning kan bevare og styrke denne position. Danske forskere skal sikres de bedste muligheder for internationalt samarbejde og videnudveksling samt styrket karrierehåndtering med mulighed for udlandsophold. Videre skal det sikres, at udenlandske talenter får mulighed for at forske i Danmark.

At opnå forskning i verdensklasse forudsætter et tæt samspil med internationale elitemiljøer, og derfor indgår Danmarks Frie Forskningsfond aktivt i internationale forskningssamarbejder og har løbende fokus på at tilpasse fondens virkemidler og støtteformer.

Internationalisering i Danmarks Frie Forskningsfonds virkemidler

Alle forskningsområder har internationale dimensioner, hvad enten der er tale om metoder og teorier, genstandsområder, materiale, publicering, samarbejde eller videnudveksling. Disse dimensioner ændrer løbende karakter og betydning inden for alle forskningsområder.

Derfor justerer Danmarks Frie Forskningsfond løbende sine virkemidler, så de understøtter og matcher målet om videnudveksling og deltagelse i internationalt forskningssamarbejde til gavn for dansk forskning. Internationalisering indgår dermed altid som et aspekt i fondens vurdering af ansøgninger.

I fondens virkemidler og bevillinger har Danmarks Frie Forskningsfond følgende prioriteringer og indsatsområder, der skal øge opmærksomheden på og bidrage til styrket internationalisering af dansk forskning:

  • At internationalisering af videnskabelige metoder og teorier, publicering, samarbejder og videnudveksling fortsat er et væsentligt element i bedømmelsen af såvel projekter som ansøgere
  • At danske forskere udvikler sig til at blive foretrukne/attraktive samarbejdspartnere i internationale forskningsprojekter
  • At forskningsprojekter gennemføres i tæt samarbejde med internationale partnere til gavn for forskningen
  • At forskere i Danmark tilskyndes til forskningsophold i udlandet, og at der efterfølgende sikres mulighed for at vende tilbage til en forskerkarriere i Danmark
  • At udenlandske talenter bringes til Danmark
  • At forskere i Danmark publicerer ad de mest anerkendte kanaler
  • At støtte forskningsophold i udlandet, hovedsageligt som integreret del af forskningsprojekter
  • At danske forskere sikres adgang til internationale forskningsinfrastrukturer
  • At støtte internationalisering med hensyn til at sikre forskningens sproglige og kulturelle diversitet.

Særlige initiativer

Danmarks Frie Forskningsfond vil løbende igangsætte særlige initiativer for at styrke internationaliseringen af dansk forskning. Disse initiativer igangsættes med henblik på at opnå synergi og koordination med internationale forskningsprogrammer og derigennem at styrke international videnudveksling, mobilitet og hjemtagning af internationale forskningsbevillinger.

Sapere Aude er Danmarks Frie Forskningsfonds initiativ, der sigter mod at udvikle de dygtigste forskeres evner, så de internationalt kan konkurrere med den internationale elite. Modtagere af Sapere Aude-bevillinger har international tyngde, hvilket betyder, at de har et godt udgangspunkt for at konkurrere om de mest prestigefyldte internationale bevillinger. Formålet med Sapere Aude, der henvender sig til hele forskersamfundet, er at udstikke klare karriereveje for de bedste forskere i Danmark og styrke muligheden for hjemtagning af internationale forskningsbevillinger.

I Danmarks Frie Forskningsfonds bevillinger til såvel individuelle som indlejrede postdocs indgår internationalisering med særlig vægt. Projektbeskrivelsen bør således eksplicitere, hvorledes projektet bidrager til internationalisering af såvel forskeren som forskningen i Danmark. Danmarks Frie Forskningsfond opfordrer postdocs til længerevarende forskningsophold i udlandet.

Internationale forskningssamarbejder

Danmarks Frie Forskningsfond mener, at internationalisering er et afgørende element i rådets arbejde. Af denne grund er fonden stærkt repræsenteret i såvel nordiske som europæiske og globale forskningssamarbejder. Konkret er det fondens fokus at:

  • Styrke fokus i internationale fora på bottom-up forskning, mobilitet for forskere, diversitet i forskningen samt forenkling af strukturer og processer omkring ansøgning, ansøgningsbehandling og ansøgningsevaluering
  • Satse på samarbejde med relevante internationale parter
  • Etablere bilaterale samarbejdsaftaler for at forbedre mulighederne for ind- og udgående mobilitet blandt forskere.

Nordisk forskningssamarbejde

Danmarks Frie Forskningsfond ser det nordiske samarbejde som en vigtig del af det europæiske forskningslandskab. Midler til nordisk forskeruddannelse og nordiske forskningsnetværk udgør væsentlige trædesten i forskernes vej mod store konsortier og bevillinger. Derfor støtter fonden nordisk forskningssamarbejde på de felter, hvor de nordiske landes forskningsmiljøer supplerer hinanden, og hvor der kan skabes videnskabelig merværdi og synergi.

Fondens væsentligste samarbejdsfora for nordisk forskningssamarbejde er De Nordiske Samarbejdsnævn (NOS) og NordForsk. I samarbejde med NOS og NordForsk bidrager Danmarks Frie Forskningsfond til at realisere visionen om Norden som en førende og sammenhængende region for forskning og innovation.

Det europæiske forskningssamarbejde

Det europæiske forskningssamarbejde spiller den vigtigste rolle i Danmarks Frie Forskningsfonds internationale aktiviteter og udmøntes hovedsagligt via forskningssamarbejdet under EU og policyarbejde via Science Europe.

Ambitionen om et Europa i front for det globale vidensamfund bygger på visionen om et europæisk forskningsrum – ERA (European Research Area) – hvor europæiske forskere samarbejder på tværs af fag- og landegrænser. Fri bevægelighed for viden, forskere og teknologi samt bedre koordinering af forskningsaktiviteter og forskningspolitikker er afgørende.

Danmarks Frie Forskningsfond støtter ambitionen om etablering af et europæisk forskningsrum på forskernes præmisser. Specielt mener Danmarks Frie Forskningsfond, at European Research Council (ERC) fortsat bør udvikle sig til det bærende organ for international konkurrence om forskningsmidler på europæisk plan. Derfor arbejder fonden på at sikre, at Danmarks Frie Forskningsfonds bevillinger kan spille aktivt sammen med støtte fra ERC, så det bliver nemmere for forskerne at kombinere nationale og europæiske bevillinger.

Globale forskningssamarbejder

Danmarks Frie Forskningsfond søger at fremme danske forskeres muligheder for samarbejde med relevante forskningsmiljøer i og uden for Europa. Eksempler herpå er samarbejdet med National Science Foundation i USA og de nyetablerede brohoveder og innovationscentre i udvalgte internationale forskningsmiljøer i nye vækstområder. Hertil deltager rådet aktivt i Global Research Council.