Til denne del af programmet deltog forskningsinstitutionernes øverste ledelseslag. Bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond var vært og gav et indblik i fondens strategiske og forskningspolitiske mål. Nedenfor kan du læse et sammendrag af den vigtigste pointer fra mødet.
Danmarks Frie Forskningsfond har som mission og vision at udvikle og styrke kvaliteten af dansk forskning og sikre de bedst mulige vilkår for forskningens frie udfoldelse. Der er stort fokus på fastholdelse og rekruttering af rådsmedlemmer, som er fondens vigtigste aktiv.
Fonden er tiltrådt Agreement on Reforming Research Assessment (ARRA) og arbejder aktivt på at fremme diversitet i forskning, bl.a. ved at gennemse fondens bedømmelsesprocesser og skabeloner.
I 2025 indførte DFF et nyt, tematisk virkemiddel, som er med til at tydeliggøre skillelinjerne mellem fri og tematisk forskning. De nye, langsigtede prioriteringer af tematisk forskning giver nye perspektiver for både fonden og ansøgere, der overvejer at ansøge de tematiske midler.
Sammen med ni andre fonde deltager DFF i en analyse af det danske forskningslandskab. Ambitionen er at skabe et overblik over finansieringslandskabet og fordelingen af forskningsmidler på videnskabelige områder.
Fonden deltager aktivt i internationalt samarbejde som led i at understøtte, at den frie forskning kan klare sig i en omskiftelig verden.
Endelig arbejder fonden aktivt på at øge succesraten. Den nylige lovændring giver konkrete værktøjer til at begrænse antallet af ansøgninger til fonden.
Fonden har oplevet en stor stigning i antallet af ansøgninger. Hvis tendensen fortsætter, vil succesraten være 10 procent i 2026. Fondens lovgrundlag er blevet ændret, så DFF fremadrettet får hjemmel til at begrænse det antal ansøgninger, en ansøger kan indsende til fonden, og begrænse antallet af ansøgninger fra aktive bevillingshavere med to eller flere bevillinger. Fonden kan også tildele karensperioder og samarbejde med andre fonde om udmøntning af tematiske midler.
Fonden har stort fokus på, at implementeringen sker ordentligt og transparent. Karens forventes først indført i opslagene for 2027. Fonden vil overveje nøje, hvilke kriterier der skal gælde for tildeling af karensperioder.*
*Læs mere om fondens ændrede lov og konsekvenser deraf her.
Lone Koefoed Hansen, forperson i DFF | Kultur og Kommunikation, præsenterede rådenes erfaringer med den stigende ansøgningsmængde og sagde følgende:
Forskningsfødekæden er afhængig af ekstern finansiering, hvilket er en medvirkende årsag til det øgede ansøgningspres på fonden. Rådene har oplevet en stor stigning i arbejdsbyrden fra år til år, og det kan mærkes for det enkelte rådsmedlem, når arbejdsbyrden fordobles på ét år. Arbejdspresset skaber udfordringer med at fastholde og rekruttere medlemmer til rådene, og når udskiftningen af rådsmedlemmer er stor, lægger det et større fagligt og administrativt pres på rådets arbejde.
Det er en ære og et privilegium at bidrage til forskningssamfundet ved at sidde i rådene, men det er også en virkelig stor opgave, som man bruger en anseelig mængde af sin fritid på. Det er svært at sige, om kvaliteten stiger eller falder på ansøgningerne generelt set. Der er dog en del ansøgninger, der får en hård medfart i rådenes behandling, men det kan også skyldes, at rådene udmærket ved, at deres primære opgave er at grovsortere 80% af puljen fra.
Der lægges et meget stort ansøgningspres på de individuelle forskere, hvilket fører til, at de indsender ansøgninger, før idé og projektstruktur er tænkt ordentligt færdigt.
Danmarks Frie Forskningsfond og institutionerne har et fælles ansvar for at vende udviklingen. Flere institutioner bør iværksætte kvalificeringsprojekter, hvor ansøgningerne vurderes internt i institutionen, før forskerne får lov til at ansøge DFF.
Fri forskning er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at idéstyringen alene skal ligge hos de enkelte forskere – institutionerne må gerne prioritere, så det ikke kun er DFF, der vurderer ansøgningerne. Men forskningsfriheden er vigtig, og derfor skal institutionerne også tage hensyn til, at der ikke udvælges for meget blandt forskernes idéer og ansøgninger.
Fra deltagerne blev det foreslået, at fonden kan overveje at indføre et 2-trins-ansøgningssystem, hvor man først indsender en kort ansøgning med den originale idé. Udvalgte ansøgere inviteres derefter til at indsende en komplet ansøgning.
Det blev også foreslået at justere fondens virkemiddelportefølje. Fonden kan f.eks. udbyde færre virkemidler med større bevillingsrammer og længere bevillingsperioder. Fonden kunne også overveje at indføre kvoter for antal ansøgninger per institution eller kræve et gebyr per indsendt ansøgning (dette vil kræve særskilt lovhjemmel, som fonden ikke har på nuværende tidspunkt).
Yderligere kan fonden overveje at fjerne de konkrete ansøgningsfrister og i stedet indføre løbende ansøgningsfrist samt kræve, at ansøgere skal vurdere andres ansøgninger for at få bedømt sin egen (dette vil kræve særskilt lovhjemmel, som fonden ikke har på nuværende tidspunkt).
Det bemærkes fra deltagerne, at private fonde stiller krav om maks. antal ansøgninger per fakultet, hvilket er med til at reducere antallet af ansøgninger (dette vil kræve særskilt lovhjemmel, som fonden ikke har på nuværende tidspunkt).
Derudover foreslås det, at interne bedømmelsesprocesser på institutionerne kan medvirke til at reducere antallet af ansøgninger og øge kvaliteten af de indsendte ansøgninger. Dertil vil initiativer til at skabe større klarhed for særligt yngre forskere og forventningsafstemme med dem, hvor meget de forventes at ansøge, og hvornår det giver bedst mening for deres karriere også hjælpe.
Forskerstøtteenheder kan bruges mere aktivt. Både til gennemgang af specifikke ansøgninger og drøftelser om karriereplanlægning og forventningsafstemning i forhold til, om det giver mening at ansøge nu eller først senere. Her kan institutionerne skrue ned for opfordringen til at ansøge DFF.
Danmarks Frie Forskningsfond har 75 rådsmedlemmer samt en større parallelorganisation med medlemmer af de årlige, tematiske ad hoc-udvalg.
Rådsmedlemmer spiller en helt uundværlig rolle for dansk forskning, og derfor er det vigtigt, at fonden kan fastholde medlemmer, da det tager tid at opbygge erfaring med f.eks. bedømmelse af ansøgninger. Bestyrelsen udpeger rådsmedlemmer uden at gå på kompromis med fagligheden, da det skal være de dygtigste forskere, der sidder i rådene. Samtidig har bestyrelsen øje for den brede, faglige sammensætning og en balanceret sammensætning i forhold til køn, institutioner og forskningsmiljøer.
Fonden kan ikke få flere rådsmedlemmer, men har mulighed for at overveje, om fordelingen af pladser på tværs af rådene eller selve sammensætningen af rådene bør ændres. Det er dog en meget vanskelig øvelse.
Generelt oplever fonden, at institutionerne gør sig umage med deres indstillinger, og DFF modtager mange gode forslag. Det er dog meget forskelligt fra råd til råd og fra år til år, hvor mange forslag DFF får til hver enkelt plads. Ideelt set vil DFF få mindst 5-6 indstillede kandidater til hver ledig plads.
Fonden har oplevet flere gange de seneste år, at medlemmer træder ud af rådet uden for almindelig kadence. Der kan være mange gode grunde til at træde ud, men fonden ønsker at undgå, at det skyldes arbejdsbelastningen.
Hvordan sikrer vi, at forskerne bruger deres tid bedst muligt og mest muligt på at forske? Hvordan sikrer vi et bæredygtigt fondssystem i Danmark, hvor det både er attraktivt at søge og at være med i rådene, som bedømmer ansøgningerne? De spørgsmål forsøgte de fire paneldeltagere at komme omkring. Deltagerne var Bjørn Thomassen, prorektor på Roskilde Universitet, Marianne Holmer, dekan ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, Jan Madsen, institutdirektør på DTU Compute samt Per Brøndsted Höllsberg, prodekan for forskning på Health på Aahus Universitet.
Danmarks Frie Forskningsfond kan blive nødsaget til at overveje alternative tiltag, hvis den stigende udvikling i antallet af ansøgninger ikke vendes. Det kan f.eks. være at gentænke virkemiddelporteføljen, indføre 2-trins-ansøgningsprocesser, involvere
ansøgere i bedømmelsen af ansøgninger, etc.
Der er en risiko for, at det udvikler sig til et kapløb om at sende flest ansøgninger. Det er derfor en væsentlig ledelsesopgave på institutionerne at kunne afvise forskere, der ønsker at søge hos DFF, hvis deres ansøgning og idé ikke er moden nok.
Debatten rækker ud over DFF. Udfordringerne med den store afhængighed af at sikre ekstern finansiering er også i høj grad en politisk diskussion.
Selvom der var forskellige holdninger til karens, var der generelt enighed om, at det er et fornuftigt tiltag, som sandsynligvis kan virke adfærdsregulerende, så ansøgere bliver mere selvkritiske i forhold til, om deres projekt er klar til at blive indsendt. Enkelte mente også, at DFF ikke skal holde sig tilbage, når karens indføres. Der var dog også enighed om, at ansøgere skal få en begrundelse, når de tildeles karens.
Den frie forskning bør stå i centrum for DFF. Derfor skal excellence fortsat være i fokus, også når fonden overvejer, om der er særlige områder, som skal prioriteres frem for andre.
Fonden opfordrer institutionerne til at støtte op og tale godt om rådsarbejdet. At sidde i rådene er en fagligt meningsfuld opgave, hvor man får megen indflydelse og selv kan lære meget om at ansøge. Det blev understreget, at det er en myte, at pladser i rådene går på tur mellem miljøer/institutioner.
Fonden vil overveje, om virkemiddelporteføljen skal ændres.
Forskningslandskabsanalysen kan føre til, at DFF prioriterer særlige områder ud fra en logik om, at alle områder skal have en fair chance, men ikke nødvendigvis en lige stor chance.
Selvom dialogmødet har handlet om at begrænse antallet af ansøgninger, vil DFF naturligvis fortsat gerne have mange gode ansøgninger. DFF er til for forskernes og forskningens skyld. Derfor har fonden et stort ønske om dialog og er glade for den store opbakning til dialogmødet.
