Forsker vil undersøge hvordan vi drager omsorg for hinanden på tværs af generationer

Det danske velfærdssamfund er under pres. De tilbageværende medlemmer af den hidtil største danske årgang, nemlig 1946, som der blev født 96.111 af, fylder i 2023 77 år.

Mange af de 77-årige er fortsat i fin vigør. Men sammenlignet med de blot 50.822 danskere, der blev født i 1983 og udgør den mindste årgang, er det alligevel let at få øje på udfordringerne.

Omsorgen til særligt de ældre medborgere trækker store ressourcer på både velfærdssystemet og pårørende. Manglen på ressourcer forplanter sig til andre omsorgsområder, såsom til børn, syge og handicappede.

Omsorgskrisen kan derfor vise sig fundamentalt at ændre vores tilgang til, hvem der skal være ansvarlig for at yde omsorg.

»Nogle siger så, at vi skal udvise samfundssind, og at det er det, der skal være en ressource for velfærdssamfundet i fremtiden. Det vil sige, at vi alle skal have nogle af de opgaver, der ellers ligger hos staten, og gøre mere,« siger Line Hillersdal, docent på Københavns Professionshøjskole og lektor i antropologi på Københavns Universitet.

Ændrer ved generationskontrakten         

Netop de måder vores forventninger til velfærdssystemet og generationskontrakten hele tiden forhandles på i et presset velfærdssystem, er omdrejningspunktet for et forskningsprojekt, der har modtaget midler i form af en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond.

»Hvis staten har nogle særlige forventninger til os, hvad betyder det så for vores forventninger til generationskontrakten? Den handler i velfærdssamfundet om, at når man nu arbejder det, man skal, er det staten, der tager sig af vores gamle og syge, og som giver vores børn plads i institutioner, « forklarer Line Hillersdal.

Hun tilføjer, at generationskontrakten grundlæggende handler om, at staten fordeler ressourcerne blandt os allesammen, så vi har lige muligheder gennem generationerne. Når man så begynder at sige, at de unge skal have en kortere uddannelse, fordi der er brug for flere personer på arbejdsmarkedet, destabiliserer det forventningen.

»Tidligere generationer har eksempelvis kunnet tage lange uddannelser. Der er på mange måder      værdimæssige forandringer undervejs hvor nogen bestemmer, at for eksempel toårige kandidatuddannelser inden for samfundsfag og humaniora ikke er nødvendigt længere. Det vil give en masse værdimæssige diskussioner af, hvordan vi bør indrette samfundet,« siger Line Hillersdal.

Behov for at anerkende skjult omsorgsarbejde         

Forskergruppen bag projektet har sat sig for at undersøge, hvordan danskere i dag håndterer hverdagens små og store omsorgskriser for derigennem at blive klogere på det skjulte og mindre anerkendte omsorgsarbejde, som forældre, pårørende og frivillige gør for hinanden. For eksempel hos børnefamilien eller hos familiens ældste.

»Man hører tit fortællingen om, at den gamle mor bor i Nordjylland, og derfor er man nødt til at ringe til en kontakt, som kan tage hen på apoteket for at hente noget medicin. Der er en forventning om, at man bor tæt på hinanden. Så vi vil gerne undersøge, hvem de nære egentlig er. Dem, som kan yde hjælpen,« fortæller Line Hillersdal.

Hver især har vi alle et større eller mindre netværk omkring os. Nogle gange opstår der huller i omsorgen, hvor medlemmer af dette netværk træder til. Hvis hullerne bliver for mange kan det derfor blive et stort pres for netværket, og hvad gør man så? Her har Ældre Sagen forsøgt at byde ind med forslag om, at der bør indføres bedstemors første sygedag.

»Det er en god pointe. For hvordan skal vi formalisere det arbejde? Det er noget skjult omsorgsarbejde, som ikke rigtig er synligt, og som aldrig rigtig bliver anerkendt. Det ligger ofte på kvinderne. Så hvis dette arbejde skal være en ressource, er der også behov for, at man anerkender det,« siger Line Hillersdal.

I Holland ydes offentlig hjælp i forhold til familiens ressourcer

Hun henviser til Holland, hvor man har det, der bliver kaldt for deltagelsessamfundet. Her er man helt åbne om, at pleje er delt mellem det offentlige og private. Det er formaliseret, at man kigger på hver enkelt familie i forhold til, hvad familien har af ressourcer, og så vurderer det offentlige, at man kan få så og så meget hjælp.

»Dette vil være et meget stort skred i forhold til de forventninger, mange danskere har til velfærdssamfundet,« pointerer Line Hillersdal og føjer til:

»Nogle børnehaver er allerede begyndt at holde lukket om sommeren herhjemme. Så her går man ind og roder ved forældrenes frihed til at tilrettelægge ferie og fridage.«

Ifølge Line Hillersdal er slagsiden ved den hollandske model dog, at den lægger meget af omsorgsarbejdet over på kvinderne. Simpelthen fordi kvinder i Holland ikke arbejder så meget uden for hjemmet, som de gør eksempelvis i Danmark.

»En afledt effekt er, at jo mere ansvar du lægger over på os alle sammen som privatpersoner, desto større ulighed vil det skabe. For ansvaret vil blive forvaltet meget forskelligt,« siger hun og henviser til, at hvis du som privatperson har mange eksempelvis sociale eller økonomiske ressourcer, har du også bedre muligheder for at yde omsorg, end hvis du har få ressourcer.

En vej mod social bæredygtighed

Det fire år lange projekt består af fire antropologiske delprojekter, hvor forskergruppen gennem feltarbejde sætter fokus på det omsorgsarbejde, som familier, pårørende, velfærdsprofessionelle og frivillige leverer i nutidens velfærdssamfund.               

»Jeg håber, at vi kan få skabt en masse viden, som kan bidrage til de diskussioner om, hvordan vi skaber et socialt bæredygtigt velfærdssamfund,« slutter Line Hillersdal.