Nyhed
Danmarks Frie Forskningsfonds er godt i gang med arbejdet med Agreement on Reforming Research Assessment (ARRA) med en opdateret CoARA-handlingsplan, der reflekterer de fremskridt og erfaringer, der er gjort undervejs i projektet. Fonden lancerer samtidigt en side med spørgsmål og svar om fondens arbejde med ARRA og har offentliggjort sin politik for åbenhed.
Danmarks Frie Forskningsfond har arbejdet med ARRA-aftalens 10 commitments siden 2022, hvor fonden underskrev aftalen. I 2024 offentliggjorde fonden sin CoARA-handlingsplan, og de fleste af aktiviteterne er godt i gang. Fonden har bl.a. været medinitiativtager til et dansk netværk om forskningsbedømmelse, og der er truffet beslutning om et format for biastræning af fondens medlemmer, ligesom der lige nu er forarbejde i gang, som skal danne grundlag for et nyt format for ansøgeres CV og publikationslister samt tilpassede vurderingskriterier fra 2026.
Find den opdaterede DFF CoARA Handlingsplan 2025 med status for de enkelte initiativer her
For at skabe større indsigt i fondens arbejde med ARRA har Danmarks Frie Forskningsfond desuden lanceret en side med spørgsmål og svar (FAQ) om projektt. Denne side skal hjælpe forskere og andre interesserede med at få indblik i, hvad projektet indebærer, hvorfor fonden har underskrevet ARRA, og hvordan ændringerne potentielt kan påvirke ansøgningsprocessen fremadrettet. I FAQ’en kan man blandt andet læse om baggrunden for, at fonden ønsker en bredere meriteringspraksis, og hvilke konkrete initiativer der er sat i værk.
Som en del af fondens arbejde med ARRA har Danmarks Frie Forskningsfond også offentliggjort sin politik for åbenhed. Åbenhedspolitikken skal bidrage til at øge åbenheden i fondens forskningsbedømmelse og praksisser.
Læs fondens åbenhedspolitik her
Danmarks Frie Forskningsfond prioriterer fortsat at fremme en mangfoldig forskningskultur og at skabe de bedste betingelser for at støtte forskere på alle karrieretrin i Danmark.
"Arbejdet med ARRA og CoARA er en vigtig løftestang til at sikre en bredere forskningsbedømmelse, og til at understøtte en åben og inkluderende forskningskultur. Næste skridt bliver at fortsætte arbejdet med at udvikle formaterne for CV og publikationslister, så de i endnu højere grad understøtter en mangfoldig meriteringspraksis," siger Søren Serritzlew, bestyrelsesforperson i Danmarks Frie Forskningsfond