Fire nye forskningsprojekter får støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond til forskning i ældre og demens. Projekterne skal blandt andet undersøge livsovergange, infektionsforebyggelse, sammenhængende forløb før, under og efter akutindlæggelser for demente og tillid i plejen af ældre.
Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt knap 26 millioner kroner til fire forskningsprojekter under det politisk fastsatte tema ’Ældreforskning og demens’. Fælles for projekterne er, at forskningen er multidisciplinær og praksisnær. Det tematiske udvalg har blandt andet haft fokus på forskning, der kan understøtte ældres sociale, psykologiske og fysiske robusthed, samt pleje og omsorg til personer med demens og følgeforskning i ældrereformen.
»Årets opslag lagde stor vægt på multidisciplinær og praksisnær forskning og forskning, der kan understøtte ældres fysiske og psykosociale robusthed. Pleje og omsorg til personer med demens samt evaluering af ældrereformen var også fremhævet. Ansøgningerne dækker alle disse områder. De projekter, der har fået en bevilling, har et højt niveau, og jeg er overbevist om, at de vil udvikle relevant viden, som kan få stor betydning for praksis og for samfundet,« fortæller Marit Kirkevold, professor og dekan ved Oslo Metropolitan University – Storbyuniversitetet. Hun er forperson for det tematiske udvalg ’DFF | Ældreforskning, demens, udsathed og mistrivsel’, som netop har uddelt midlerne fra puljen.
Se alle bevillingsmodtagere under temaet ’Ældreforskning og demens’ her.
Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.
Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 21 ansøgninger til ’Ældreforskning og demens’, og der er uddelt midler til fire projekter. Succesraten er 19% målt på antal ansøgninger.
’Ældreforskning og demens’ er ét blandt de 14 politisk fastsatte temaer og programmer, som Danmarks Frie Forskningsfond skal uddele midler til i 2026. Nogle af temaerne er flerårige og uddeles igen i 2027-2029.
Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.
Programmerne er åbne for ansøgninger fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet. Politisk prioriteret, tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.
Karen Marie B. Vølund, kmbv@ufm.dk / tlf. 72 31 89 31
Berit Bader Lemming, bbl@ufm.dk / tlf. 72 31 95 08
Tine Lindenskov Bækgaard, tsbd@ufm.dk / tlf. 72 31 83 79