Nyhed
Danmarks Frie Forskningsfond uddeler 750 millioner kroner til excellent ny forskning. 239 projekter igangsættes i forskningsmiljøer landet over og forskerne får penge til at forfølge originale idéer til blandt andet at udvikle fremtidens internet og nye metoder til at inddrage brugere i ny teknologi.
Danmarks Frie Forskningsfond uddeler årets suverænt største pose penge til fri forskning og investerer i 239 nyskabende forskningsprojekter for en samlet sum af 750 millioner kroner. Forskningsprojekterne skal være med til at igangsætte banebrydende forskning på universiteter, hospitaler og forskningsenheder landet over inden for alle videnskabelige hovedområder.
Se listen over bevillinger til Forskningsprojekt 1 og 2
En af tendenserne på tværs af fagområder er forskernes fokus på det digitale samfund. Blandt andet IT i undervisningen, retten til privatliv og personlige data og brugerinvolvering i udvikling af ny teknologi optager forskerne.
Blandt de projekter, som har opnået finansiering på det humanistiske område, er en antropologisk undersøgelse af såkaldte living labs, som bruges af producenter til at skabe ny og bedre teknologi med brugerinvolvering.
Selvom living labs er forbundet med store forventninger til f.eks. design af fremtidens intelligente el-systemer, er metoden også forbundet med stor usikkerhed, står der i projektets beskrivelse.
Projektet opfylder behovet for at bruge humanistiske analyser af brugerinvolvering til udvikling af bæredygtig og socialt robust teknologi i fremtiden, f.eks. når teknologier og datainfrastrukturer skaleres op på by- og samfundsniveau.
Fra puljen af forskningsprojekter inden for teknologi og produktion sættes eksempelvis skub i udviklingen af et nyt system, der kan forbedre anvendelsen af Internet of Things gennem integration af kommunikation og dataanalyse i én komprimeret helhed.
Den nye forskning kan forbedre effektivitet af data ved at frasortere irrelevant data og sammenkoble relevant information. Systemet kan på sigt anvendes til præcis og hurtigere data om f.eks. mikroklima til landbrug og miljø, om trafik og luftkvalitet i byer og om industrielle processer i virksomheder.
Læs om casen: Petar Popovski: SEtting up Meaningful Internet-Of-ThIngs Connectivity (SEMIOTIC)
Finansiering af de nye idéer er fordelt på forskere fra hele landet.
- De 239 bevillinger giver os et fingerpeg om, hvor dansk forskning fornyer sig lige nu. Forskerne er eksempelvis på tværs af faglige skel optaget af teknologiske landvindinger og videnskabelige problemstillinger, som opstår, når teknologi og mennesker smelter sammen. Med en gennemsnitlig bevillingssum på 3,3 millioner kroner skaber Danmarks Frie Forskningsfond rum til, at mange dygtige forskere kan forfølge idéer, der behandler aktuelle samfundsrelevante problemstillinger og bidrager til innovation inden for it, højteknologisk industri, lægemiddelindustri, kreativ industri osv., siger bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen.
Forskerne har søgt om forskningsmidler for i alt 5,2 milliarder kroner til 1584 forskningsprojekter. Heraf er 239 projekter vurderet til at være af særlig høj international kvalitet med afsæt i en ny og banebrydende idé.