Nyhed

Invitation: Særligt møde for forskerstøtteenheder m.fl. om væsentlige ændringer i fondens opslag for efteråret 2023 og foråret 2024

På grund af væsentlige ændringer i Danmarks Frie Forskningsfonds opslag af frie forskningsmidler for efteråret 2023 og foråret 2024, inviterer fonden forskerstøtteenheder og andet administrativt personale hos ansøgerinstitutionerne til fysisk møde hos fonden, hvor ændringerne præsenteres.

Danmarks Frie Forskningsfond har 6. juni 2023 offentliggjort opslaget af frie forskningsmidler for efteråret 2023 og foråret 2024.

Det nye opslag medfører væsentlige ændringer for ansøgerne. Fonden flytter bl.a. ansøgningsfrister, regulerer ph.d.-aldersgrænser for virkemidlerne Sapere Aude: DFF-Forskningsleder og DFF-Forskningsprojekt2 og hæver beløbsgrænser for flere virkemidler. Læs mere om ændringerne i denne nyhed og i afsnit 1.7 i opslaget: 

Invitation til møde i Danmarks Frie Forskningsfond 23. og 25. august

På grund af ændringerne i opslaget inviterer Danmarks Frie Forskningsfond forskerstøtteenheder og andet administrativt personale hos ansøgerinstitutionerne til fysisk møde i Odense. På mødet vil de væsentligste ændringer og nye formkrav i opslaget blive præsenteret, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål til fondens sekretariat.

Møderne afholdes i Danmarks Frie Forskningsfond i Asylgade 7, 5000 Odense C:

  • 23. august 2023 kl. 10.00-13.00 (inkl. let frokost)
  • 25. august 2023 kl. 10.00-13.00 (inkl. let frokost) 

Der vil ikke være mulighed for virtuel/hybrid deltagelse.

Da der er begrænset plads i fondens lokaler, blev denne invitation den 16. juni sendt direkte til relevante institutioner og organisationers hovedpostkasser, som har haft mulighed for at tilmelde én deltager hver. Der åbnes nu for fri tilmelding efter først-til-mølle-princippet – dog maks. tre deltagere pr. institution.

Ved tilmeldingen skal I angive, hvilke datoer I kan deltage. Hvis I angiver begge dage, er der større chancer for at få en plads. Der lukkes for tilmeldinger den 17. august eller hvis pladserne bliver fyldt op inden.

Tilmeld jer til det fysiske møde på linket herunder: 

Tilmelding til fysisk møde hos Danmarks Frie Forskningsfond


Åbne webinarer for alle interesserede

Danmarks Frie Forskningsfond afholder lige som sidste år to engelsksprogede webinarer for ansøgere og andre interesserede, hvor fondens opslag og krav vil blive gennemgået. Webinarerne afholdes onsdag den 30. august kl. 10.00-11.00 og torsdag den 31. august kl. 12.00-13.00. Der kræves ikke tilmelding til de to webinarer, men der vil være et max deltagerantal på 1.000 personer pr. webinar.

Se mere om og find link til deltagelse i webinarerne her

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk