Ekstern bedømmelse

Det er altid det faglige råd eller ad hoc-udvalg, der træffer den endelige afgørelse om bevilling på baggrund af sin vurdering af ansøgningerne og en prioritering af det samlede ansøgningsfelt. Danmarks Frie Forskningsfond benytter dog også ekstern bedømmelse, som en udvidelse af beslutningsgrundlaget. 

Hvornår bruges ekstern bedømmelse?

Når Danmarks Frie Forskningsfond bruger ekstern bedømmelse, sendes ansøgningerne i  individuel ekstern bedømmelse. I fonden foretages der altid ekstern bedømmelse ved alle ansøgninger, hvor:

  • Et rådsmedlem eller medlem af ad hoc-udvalg er ansøger eller indgår blandt de øvrige VIP-deltagere i en ansøgning på over 1 mio. kr. (ekskl. overhead) indsendt til medlemmets eget råd/udvalg eller
  • Det faglige forskningsråd eller ad hoc-udvalg på grund af anden form for inhabilitet eller af andre årsager ikke råder over den nødvendige fagkundskab til at vurdere en given ansøgning.

Der tages forbehold for de tilfælde, hvor det viser sig umuligt at finde kvalificerede, eksterne bedømmere inden for behandlingsfristerne.

Identificering af eksterne bedømmere

Danmarks Frie Forskningsfond bestræber sig på at finde eksterne bedømmere, der er kompetente forskere med brede forskningsfaglige kompetencer og som har erfaring med ekstern bedømmelse. De faglige forskningsråds valg af eksterne bedømmere sker ud fra en samlet vurdering af egnede bedømmere og deres tilgængelighed inden for tidsfristerne. Der tages forbehold for de tilfælde, hvor det viser sig umuligt at finde kvalificerede, eksterne bedømmere inden for behandlingsfristerne.

Når Danmarks Frie Forskningsfond retter henvendelse til en forsker om at være ekstern bedømmer, præcisere fondens inhabilitetsregler over for den pågældende. Det understreges samtidig, at ansøgningsmaterialet er fortroligt, og at ansøger bliver gjort bekendt med bedømmelsen og bedømmernes identitet samt får tilbud om at kommentere eventuelle faktuelle fejl og misforståelser i bedømmelsen (partshøring). Dette skal sikre, at den eksterne bedømmelsesproces sker i overensstemmelse med de forvaltningsregler, som gælder for Danmarks Frie Forskningsfond.

Individuel ekstern bedømmelse udføres typisk af to forskere, som uafhængigt af hinanden udarbejder en bedømmelse. 

Partshøring 

Hvis din ansøgning har været sendt til ekstern bedømmelse, vil du altid få den eksterne bedømmelse tilsendt til eventuel kommentering (partshøring). Fonden træffer afgørelse om din ansøgning uden at afvente dit partshøringssvar, hvis fristen for at afgive partshøringssvar er overskredet. Eksterne bedømmelser tjener som en udvidelse af beslutningsgrundlag og er udelukkende vejledende. Rådet/udvalget træffer den endelige afgørelse på baggrund af opslagets vurderingskriterier og en prioritering af det samlede ansøgningsfelt.

Spørgsmål til din ansøgning?

Kontakt sekretariatet
Hverdage kl. 09.00 - 12.00
Tlf.: +45 72 31 82 00
E-mail: dff-opslag@ufm.dk