Arktisk forskning – Klimaforandringer og bæredygtige arktiske samfund

Det politisk fastsatte tema skal støtte forskningsprojekter inden for arktisk forskning, som skal udføres af flere forskere (ansøger og Co-PI).

Vær opmærksom på 

På denne side præsenteres de overordnede rammer for virkemidlet. Det fulde opslag af Arktisk forskning – Klimaforandringer og bæredygtige arktiske samfund kan tilgås her eller under ”Dokumenter” i højre kolonne. Du bedes læse dette, inden du ansøger DFF om midler. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem hjemmeside og tematisk opslag er det tematiske opslag gældende. 

Beskrivelse af temaet

Som følge af Aftale om fordeling af forskningsreserven mv. for 2025 er der afsat 46,5 mio. kr. under DFF med henblik på at styrke den arktiske forskning. I henhold til aftaleteksten kan prioriteringen bidrage til en bæredygtig udvikling i Arktis gennem en større forståelse af klimaforandringerne og deres betydning for både biodiversitet, økosystemer, kulturarv og levevilkår i Arktis, herunder med fokus på inddragelse af lokalbefolkningen (herunder med opmærksomhed på oprindelige folk) og kapacitetsopbygning. Det omfatter bl.a. viden om udfordringer og løsninger i relation til fysisk-kemiske forhold, klimafeedback-mekanismer, økosystemer samt menneskers og dyrs levevilkår. Indsatsen kan også bidrage til øget viden om sociale og kulturelle ændringer og forhold i de arktiske samfund som følge af bl.a. klimaforandringer, historiske forhold mv.

DFF lægger vægt på, at den politisk fastsatte aftaletekst er bred, og at der således er mulighed for forskning inden for og på tværs af alle faglige hovedområder.

Geografisk tager DFF udgangspunkt i definitionen af Arktis fra Arctic Monitoring & Assessment Programme (AMAP), som strækker sig over medlemslandene af Det Arktiske Råd, hvori Rigsfællesskabet er repræsenteret. Vær dog opmærksom på afsnit 1.6 i det arktiske opslag vedr. ansøgere/deltagere fra russiske (og belarussiske) institutioner mv.

DFF understreger, at alle ansøgninger til temaet skal indeholde samarbejde mellem forskere fra mindst to forskellige forskningsinstitutioner. Forskningsprojektets ansøger og Co-PI kan eksempelvis være tilknyttet forskellige forskningsinstitutioner i Grønland, Færøerne og/eller Danmark. DFF opfordrer til sådanne samarbejder, men DFF understreger samtidig, at forskningsprojekter uden en sådan form for samarbejde ikke er udelukket fra at søge temaet og opnå bevilling.

For at sikre forskningsmæssig kapacitetsopbygning stiller DFF krav om, at alle ansøgninger skal inkludere mindst én ph.d.-studerende eller postdockandidat, jf. de temaspecifikke krav nedenfor. Ph.d.-studerende og/eller postdocstipendiater i forskningsprojektet kan eksempelvis være helt eller delvist tilknyttet forskningsinstitutioner i Arktis.

DFF stiller samtidig krav om, at alle ansøgninger indebærer generel kapacitetsopbygning i Arktis ved at inddrage lokalbefolkningen og/eller oprindelige folk som en integreret del af samarbejdet om det enkelte forskningsprojekt, jf. de temaspecifikke krav nedenfor.

Inddragelse og generel kapacitetsopbygning kan ske på forskellige måder. Forskningsprojektet kan eksempelvis inddrage ét eller flere af de lokalsamfund, som forskningen omhandler eller har betydning for, eller hvor forskningsaktiviteter foregår i nærheden af. Inddragelsen kan bl.a. have fokus på, hvordan forskningsprojektet inddrager lokalbefolkningen og oprindelige folks perspektiver. Med inddragelsen kan der ske en gensidig overførsel af viden, som kommer både forskningsprojektet og lokalsamfundet til gavn. Forskningsprojektet kan styrkes gennem lokalsamfundets viden om og kendskab til det område, som er genstand for forskningen, og samtidig kan forskningsprojektets viden og resultater blive delt med lokalsamfundet. DFF opfordrer til, at inddragelsen igangsættes så tidligt som muligt, f.eks. i udviklingsfasen af projektet, og at ansøgningen indeholder relevante samarbejdserklæringer/støttebreve.

Derudover kan inddragelse og generel kapacitetsopbygning også ske ved, at forskningsprojektet medvirker til en forøgelse af det generelle videns- og kompetenceniveau i de(t) relevante lokalsamfund. DFF understreger vigtigheden af, at forskningsprojektets viden og resultater gøres let tilgængelige, således at den producerede viden kan gavne og opnå gennemslagskraft (impact) i Arktis generelt og konkret i de involverede lokalsamfund.

For yderligere information og inspiration samt links til eksempler på relevante retningslinjer og dokumenter henviser DFF til et appendiks om oprindelige folks perspektiver i arktisk forskning, som fremgik af NordForsks opslag Sustainable Development of the Arctic.

For forskningsprojekter i Grønland henviser DFF desuden til Arctic Hub, som udgør et centralt kontaktpunkt for både Grønlands lokale og det internationale forskningssamfund. Arctic Hub kan bl.a. hjælpe med at skabe netværk, formidle kontakter og give sparring i forhold til at bygge bro mellem forskning og lokalsamfund.

For forskningsprojekter på Færøerne henviser DFF desuden til Granskingarráðið – Færøernes forskningsråd, som udgør et centralt kontaktpunkt for både Færøernes lokale og det internationale forskningssamfund. Granskingarráðið kan bl.a. hjælpe med at formidle kontakter til institutioner og forskere.

I appendikset til din projektbeskrivelse skal du redegøre for, hvordan forskningsprojektet indebærer generel kapacitetsopbygning ved at inddrage lokalbefolkningen og/eller oprindelige folk i Arktis, herunder hvordan det sikres, at inddragelsen kan ske på en inkluderende, troværdig, hensigtsmæssig, respektfuld og etisk forsvarlig måde. Redegørelsen vil indgå som en del af fondens samlede bedømmelse af din ansøgning.

DFF bemærker, at du som ansøger er ansvarlig for, at dit forskningsprojekt lever op til nationale og internationale deklarationer, regler, retningslinjer, protokoller eller lignende, som er gældende i de(t) givne område(r), hvor forskningen skal finde sted, og/eller hvor forskningen har konkret betydning. Forskningsprojektet skal også leve op til eventuelle forskningsetiske retningslinjer på institutionelt plan mv. Dette gælder eksempelvis forskningsprojekter, som helt eller delvist finder sted i eller har betydning for Grønland eller Færøerne, hvor DFF henviser til hhv. Grønlands nationale forskningsstrategi  fra 2022 og Arctic Policy of the Faroe Islands fra 2024. For forskningsprojekter, der indeholder inddragelse af oprindelige folk, henviser DFF til FN’s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder samt The Circumpolar Inuit Protocols for Equitable and Ethical Engagement, kendt som EEE-protokollerne.

Der kan søges om forskningsprojekter med en beløbsramme på op til 5.000.000 kr. ekskl. overhead/administrationsbidrag. Inden for den øvre beløbsramme på 5.000.000 kr. ekskl. overhead/administrationsbidrag vil der kunne ansøges og bevilges forskningsprojekter af forskellig størrelse.

Der gælder følgende temaspecifikke krav til din ansøgning:

  • I din ansøgning skal der indgå mindst én ph.d.-studerende eller én postdockandidat. Kravet skal være med til at understøtte forskningsmæssig kapacitetsopbygning.
  • I din ansøgning skal der indgå samarbejde mellem forskere fra mindst to forskellige forskningsinstitutioner.
  • I appendikset til din projektbeskrivelse skal du redegøre for, hvordan forskningsprojektet indebærer generel kapacitetsopbygning ved at inddrage lokalbefolkningen og/eller oprindelige folk i Arktis. Kravet skal være med til at understøtte generel kapacitetsopbygning og inddragelse af lokalbefolkningen og oprindelige folk.
  • I appendikset til din projektbeskrivelse skal du desuden redegøre for, hvordan din ansøgning adresserer opslagets tema om styrkelse af den arktiske forskning, samt hvordan din ansøgning opfylder ovenstående, temaspecifikke krav.

Rammer

Krav til ansøger og Co-PI

Projektet skal ledes af en ansøger og en navngiven Co-PI. Ansøger er hovedansvarlig over for fonden i tilfælde af en bevilling. Du skal som både ansøger og Co-PI have opnået ph.d.-graden (eller tilsvarende kvalifikationer, f.eks. en positiv adjunktbedømmelse) på ansøgningstidspunktet.

Økonomi

Op til 5.000.000 kr. ekskl. overhead/administrationsbidrag

Projektvarighed

Varigheden af forskningsprojektet er op til fem år.

Projektstart

Tidligst: 1. marts 2026
Senest: 1. december 2026

Behandles af

DFF | Tematisk forskning - Arktisk forskning (tematisk udvalg)

Om ansøger og Co-PI

Projektet skal ledes af en ansøger og en navngiven Co-PI. Ansøger er hovedansvarlig over for fonden i tilfælde af en bevilling.

Du skal som både ansøger og Co-PI have opnået ph.d.-graden (eller tilsvarende kvalifikationer, f.eks. en positiv adjunktbedømmelse) på ansøgningstidspunktet. Både ansøger og Co-PI’s hidtidige resultater vil blive vurderet i relation til deres karriereforløb og i relation til de videnskabelige udfordringer i det ansøgte projekt. Hvis du som ansøger ikke er lektor eller lektorbedømt, skal du redegøre for, hvordan vejledningen af projektets ph.d.-studerende og/eller postdocs kan gennemføres, og hvordan den forskerstuderendes faglige tilknytning til projektet bliver sikret.

Ansøger og Co-PI skal indgå i et relevant og forpligtende samarbejde om et fælles forskningsprojekt. Rollefordelingen i forskningsprojektet mellem ansøger og Co-PI skal fremgå klart af ansøgningen.

Om ansøgningen

Forskningsprojektet skal udføres af flere forskere, herunder både en ansøger og en Co-PI. I din ansøgning skal der indgå mindst én ph.d.-studerende eller én postdockandidat (jf. ovenfor under ”Beskrivelse af tema”). Kravet skal være med til at understøtte forskningsmæssig kapacitetsopbygning.

Forskningsprojektet skal være kendetegnet ved at være et koordineret og forpligtende samarbejde om en velafgrænset problemformulering. Forskningsaktiviteterne skal skabe synergi mellem eventuelle delprojekter.

Forskningsprojektet skal være af høj international kvalitet og indeholde internationalt samarbejde i relevant omfang. Hvis forskningsprojektet er indlejret i en særlig lokal kontekst, forventes det, at projektet argumenterer for den eventuelle, begrænsede internationalisering. DFF forudsætter under alle omstændigheder, at forskningsprojektet relaterer til den internationale state of the art inden for deres område.

Indlejrede ph.d.- og/eller postdocstipendier skal være velintegrerede og udfylde en tydelig, selvstændig funktion i forskningsprojektet. Indlejrede postdockandidater skal have opnået ph.d.-graden eller have opnået kvalifikationer, der kan sidestilles med den (f.eks. positiv adjunktbedømmelse) inden for de seneste 4 år før udløbet af ansøgningsfristen. Orlovsperioder skal fratrækkes (se afsnit 5.3.5 i det arktiske opslag). Hvis en navngiven postdockandidat er ph.d.-studerende på ansøgningstidspunktet, skal der vedlægges en erklæring fra vejleder om aflevering af ph.d.-afhandlingen inden for 6 måneder efter ansøgningsfristen. Du skal redegøre for den påtænkte rekrutteringsproces, hvis du i ansøgningen søger om midler til unavngivne ph.d.-studerende og/eller unavngivne postdocstipendiater.

Alle opførte projektdeltageres rolle (VIP, TAP og uanset lønmidler eller ej) skal være tilstrækkeligt balanceret og deltagernes konkrete rolle skal være beskrevet og retfærdiggjort.

Yderligere information

Tidslinje

Frist 3. september 2025 kl. 12.00
Beslutning November 2025
Forventet svar December 2025

Dokumenter

Skabeloner

Budgetskabelon downloades i e-grant.

Spørgsmål til din ansøgning?

Kontakt sekretariatet
Hverdage kl. 09.00 - 12.00
Tlf.: +45 72 31 82 00
E-mail: dff-opslag@ufm.dk