Inge Lehmann-programmet

Inge Lehmann-programmet skal fremme bedre kønsbalance. Målgruppen er dygtige yngre forskere, der kan udvikle deres potentiale som selvstændige forskningsledere.

Vigtigt:

  • Fondens opslag af forskningsmidler 2026 er pt. udskudt, da valget til Folketinget påvirker implementeringen af Lov om ændring af lov om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond (Lov nr. 1646 af 16/12/2025), som trådte i kraft 1. januar 2026. Opslagene offentliggøres hurtigst muligt, dog tidligst i slutningen af marts 2026.
  • Denne side beskriver virkemidlet/temaet. Rammer og vilkår for ansøgning til fonden i 2026 vil fremgå af fondens opslag.
  • I tilfælde af uoverensstemmelser mellem denne side og opslaget, er det bestemmelserne i opslaget, der er gældende.

Formål

Det fremgår af den politiske aftale, at formålet med det særlige Inge Lehmann-program er at understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind. Programmet er åbent for alle fagområder og for både mænd og kvinder, men gennem dispensation efter ligestillingslovens § 3 vil DFF som udgangspunkt vælge kvindelige ansøgere over mandlige, i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere. Dog altid således at der foretages en objektiv vurdering, hvor der tages hensyn til alle særlige kriterier vedrørende ansøgerne, uanset køn.

Der er i 2026 afsat 81,8 mio. kr. til programmet. En Inge Lehmann-bevilling kan være på op til 2.550.000 kr. ekskl. overhead, og der forventes dermed givet ca. 22-23 bevillinger i 2026.

Inge Lehmann-programmet sigter mod at give dygtige yngre forskere mulighed for at udvikle deres forskningsideer samt deres kompetencer som selvstændige forskningsledere.

På baggrund af den politiske aftale har DFF besluttet at målrette Inge Lehmann-programmet mod de tidlige trin i forskerkarrieren, hvor der er dokumentation for, at uligheden i kønssammensætningen i forskermiljøerne sætter ind. For at understøtte en blivende talentudvikling og kapacitetsopbygning, er det desuden en forudsætning for at modtage støtte, at ansøger har opnået ansættelse som adjunkt/lektor, forsker/seniorforsker, docent eller lignende, jf. kravene nedenfor.

Et DFF-Forskningsprojekt1 (Inge Lehmann) er kendetegnet ved en klar og afgrænset problemformulering, hvor forskningsaktiviteterne forventes at være af høj international kvalitet. Varigheden af et DFF-Forskningsprojekt1 (Inge Lehmann) er typisk 3 år, men med mulighed for at søge om et projekt af op til 4 års varighed, hvis der indgår ph.d.-studerende i projektet.

Rammer

Beløbsramme 

Op til 2.550.000 kr. ekskl. overhead.

Projektvarighed

Typisk 3 år, men op til 4 år, hvis der indgår ph.d.-studerende.

Anciennitet

Du skal have opnået ph.d.-graden eller tilsvarende kvalifikationer inden for de seneste 2-6 år før ansøgningsfristens udløb. Specifikke orlovsperioder skal fratrækkes.

Læs mere under ”Om ansøger”.

Projektstart

Tidligst: 1. februar 2027
Senest: 1. november 2027

Om ansøger

En Inge Lehmann-bevilling skal bidrage til en væsentlig styrkelse af dine karrieremuligheder på en dansk forskningsinstitution. Målgruppen er de dygtigste forskere på de tidlige karrieretrin, som gennem ledelse af et forskningsprojekt kan udvikle deres potentiale som selvstændige forskningsledere.

Ansøgers ph.d.-alder

Du skal ved ansøgningsfristens udløb have opnået ph.d.-graden for mindst 2 og højst 6 år siden. Hvis du ikke har en ph.d.-grad, skal du ved ansøgningsfristens udløb have opnået kvalifikationer, som kan sidestilles hermed (f.eks. positiv adjunktbedømmelse) for mindst 2 og højst 6 år siden (se afsnit 12 om udregning af ph.d.-alder). Efter ph.d.-graden skal du have opnået betydelig selvstændig forskningserfaring svarende til minimum 2 år.

Ansøgers stillingskategori

Du skal som ansøger være ansat som adjunkt/lektor, forsker/seniorforsker eller docent på en dansk forskningsinstitution, som er omfattet af en stillingsstruktur under Uddannelses- og Forskningsministeriet, Kulturministeriet, Forsvarsministeriet eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Dette krav skal understøtte en blivende talentudvikling og kapacitetsopbygning på de danske forskningsinstitutioner, jf. afsnit 6.1.

Hvis du på ansøgningstidspunktet ikke er ansat i en af de ovenfor nævnte stillingskategorier, men har indgået aftale om en sådan ansættelse, skal du vedlægge ansættelsesbrevet i din ansøgning (bilag B65). Ansættelsen må ikke være betinget af Inge Lehmann-bevillingen.

Hvis du på ansøgningstidspunktet er ansat på en forskningsinstitution, som ikke er omfattet af stillingsstrukturer under et af de ovennævnte ministerier, f.eks. som klinisk ansat læge, kan du fortsat opfylde ansøgningskriterierne, hvis du er ansat med en anden stillingsbetegnelse, hvor stillingen har forskningsindhold og mulighed for karrieremæssig progression. Du skal redegøre for, at din stilling lever op til dette. DFF foretager en konkret vurdering af ansættelser på forskningsinstitutioner, som ikke indgår i de nævnte stillingsstrukturer.

Ansættelse som postdoc opfylder ikke kravene til ansøgers stillingskategori. 

Den administrerende institutions ledelse skal underskrive en tro- og loveerklæring (bilag B64), som bekræfter, at din ansættelse lever op til kravene til stillingskategori.

Du skal opretholde ansættelse på en dansk forskningsinstitution i hele projektperioden. Det er muligt at skifte stillingskategori i bevillingsperioden, f.eks. fra adjunkt til lektor eller fra forsker til seniorforsker. Hvis din ansættelse udløber i projektperioden, og den administrerende institution forlænger din ansættelse på betingelse af bevillingen, skal den administrerende institutions ledelse bekræfte forlængelsen på tro- og love-erklæringen (bilag B64).

Om ansøgningen

Når du skriver en ansøgning til DFF, skal du være særligt opmærksom på, at ansøgningen opfylder virkemidlets formål, og at den lever op til fondens vurderingskriterier.

Du skal udarbejde en ambitiøs og realistisk forskningsplan, hvor du klart beskriver, hvordan en Inge Lehmann-bevilling vil kunne bidrage til at give et løft til dine forskningslederkompetencer og din forskerkarriere med en selvstændig international profil. Ansøgningen skal redegøre for, hvordan du vil styrke dine lederkompetencer, og for hvilke konkrete aktiviteter du planlægger i forhold til internationalisering, f.eks. i form af samarbejde, netværksdannelse eller ophold i udlandet.

DFF lægger vægt på, at der i projektbeskrivelsen er en indholdsmæssig beskrivelse af delprojekter, herunder eventuelle ph.d.- og postdocprojekter.

Alle opførte projektdeltageres rolle (VIP, TAP og uanset DFF-finansiering eller ej) skal være tilstrækkelig balanceret, og deltagernes konkrete rolle skal være beskrevet og retfærdiggjort.

Ansøgningen skal skrives på engelsk.

Ph.d.- og postdocstipendier

Du kan søge om midler til indlejrede ph.d.- og postdocstipendier, når disse er velintegrerede og udfylder en tydelig selvstændig funktion i forskningsprojektet.

Indlejrede postdoc-kandidater skal have opnået ph.d.-graden inden for de seneste 4 år før udløbet af ansøgningsfristen. Hvis indlejrede postdoc-kandidater ikke har en ph.d.-grad, skal de have opnået kvalifikationer, der kan sidestilles hermed (f.eks. positiv adjunktbedømmelse) inden for de seneste 4 år før udløbet af ansøgningsfristen. Specifikke orlovsperioder skal fratrækkes ved beregning af ph.d.-alder, jf. afsnit 12.

Hvis du som ansøger ikke er lektor eller lektorbedømt, og søger midler til forskeruddannelse som en del af det samlede projekt, skal du redegøre for, hvordan vejledningen kan gennemføres, og hvordan den forskerstuderendes faglige tilknytning til projektet bliver sikret. 

Du skal redegøre for den påtænkte rekrutteringsproces, hvis du i ansøgningen søger om midler til unavngivne ph.d.-studerende og/eller unavngivne postdocs. Hvis en navngiven postdoc-kandidat er ph.d.-studerende på ansøgningstidspunktet, skal der vedlægges en erklæring fra vejleder om aflevering af ph.d.-afhandlingen inden for 6 måneder efter ansøgningsfristen.

Budget

Du kan søge op til 2.550.000 kr. ekskl. overhead. Budgettet skal udarbejdes i den obligatoriske budgetskabelon, som downloades i e-grant. 

Projektbeskrivelse og bilag

Nedenfor fremgår det, hvilke bilag, du skal vedhæfte din ansøgning. For enkelte bilag fremgår det, at de alene skal vedhæftes, hvis det er relevant. Du kan læse mere om de generelle krav til indhold af projektbeskrivelse, CV og publikationsliste mv. i afsnit 10. samt budget i afsnit 11. Definitionen af roller i projektet er beskrevet i afsnit 10.3.

Vær særligt opmærksom på, at der er tegn- og sidebegrænsninger for projektbeskrivelse og sidebegrænsning for ansøgers CV og publikationsliste, som ved overskridelse medfører et administrativt afslag. Det er altid e-grants tegnoptælling, som er gældende. Du kan læse mere herom i afsnit 10.2.

  • B10: Projektbeskrivelse
    Projektbeskrivelsen må være på højst 5 A4-sider (inkl. figurer, tabeller m.m.). De 5 A4-sider må højst indeholde i alt 15.000 tegn inkl. mellemrum, figurtekster, formler etc. Anbefales udarbejdet i skabelonen ”DFF-Projektbeskrivelse”.
  • B11: Referenceliste/litteraturliste
    Referenceliste/litteraturliste til projektbeskrivelsen.
  • Budget
    Udarbejdes i fondens obligatoriske budgetskabelon, som hentes og uploades i e-grant.
  • B20: Ansøgers CV 
    Udarbejdes i fondens obligatoriske CV-skabelon og skal overholde de angivne formaliakrav (se afsnit 10.7). Dit CV må højst være 3 A4-sider.
  • B21: Ansøgers publikationsliste (track record)
    Udarbejdes i fondens obligatoriske track record-skabelon og skal overholde de angivne formaliakrav (se afsnit 10.7). Din track record må højst være 3 A4-sider.
  • B22: Ansøgers ph.d.-bevis
    Ph.d.-bevis vedlægges. Hvis ansøger ikke har opnået ph.d.-graden, dokumentation for enten: a) positiv adjunktbedømmelse eller b) at kvalifikationer svarende til ph.d.-niveau er opnået på anden måde.
  • B40: Deltageres CV og publikationsliste (hvis relevant) 
    Der skal vedlægges CV og publikationsliste for alle navngivne projektdeltagere, herunder evt. hovedvejleder, hvis du ikke er lektorbedømt. Deltagere kan vælge mellem at indsende CV og publikationsliste uden brug af DFF-skabelon på sammenlagt maks. 2 sider eller at bruge DFF’s skabeloner for CV (B20) og track record (B21) samlet i én PDF.
  • B41: Navngivne ph.d.-studerende (hvis relevant) 
    For navngivne ph.d.-studerende vedlægges: CV, publikationsliste, hvis kandidaten allerede har publiceret videnskabeligt arbejde, samt komplet karakterudskrift/eksamensbevis. Kandidaten kan vælge mellem at indsende CV og publikationsliste opsat efter eget ønske på sammenlagt maks. 2 sider eller at bruge DFF’s skabeloner for CV (B20) og track record (B21) samlet i én PDF.
  • B42: Navngivne postdocs (hvis relevant)
    For navngivne postdocs vedlægges: CV, publikationsliste og ph.d.-bevis. 
    Kandidaten kan vælge mellem at indsende CV og publikationsliste opsat efter eget ønske på sammenlagt maks. 2 sider eller at bruge DFF’s skabeloner for CV (B20) og track record (B21) samlet i én PDF. 
    Hvis kandidaten ikke har et ph.d.-bevis, indsendes i stedet dokumentation for enten: a) at afhandling er antaget til forsvar, b) positiv adjunktbedømmelse, c) kvalifikationer svarende til ph.d.-niveau er opnået på anden måde, eller d) erklæring fra vejleder om aflevering af ph.d.-afhandlingen inden for 6 måneder efter ansøgningsfristen (ph.d.- studerende).
  • B52: Samarbejdserklæring/støttebrev (hvis relevant)
    Hvis en samarbejdspartner er væsentlig for projektets gennemførsel, skal der vedlægges samarbejdserklæring/støttebrev. Det skal fremgå, hvordan samarbejdspartneren bidrager til projektet (maks. 1 side fra hver). Der er ikke en skabelon.
  • B63: De minimis-erklæring (hvis relevant)
    Hvis der indgår tilskud fra fonden til private virksomheder, skal der vedlægges en de minimis-erklæring i fondens obligatoriske skabelon.
  • B64: Dokumentation for ansættelse
    Der skal vedlægges tro- og loveerklæring i fondens obligatoriske skabelon fra institutionen på, at din ansættelse lever op til kravene, som fremgår af afsnit 6.3.3.
  • B65: Dokumentation for kommende ansættelse (hvis relevant)
    Hvis ansøger har indgået aftale om ansættelse inden for en af de gyldige stillingskategorier, som fremgår af afsnit 6.3.3, men endnu ikke er tiltrådt stillingen, skal ansættelsesbrevet vedlægges. Der er ikke en skabelon.
  • B90: Budgetunderskrift
    Administrators bekræftelse af budget mv. i fondens obligatoriske skabelon ”DFF-Budgetunderskrifter”.

Yderligere information

Tidslinje

Frist 17. juni 2026 kl. 12.00
Beslutning November 2026
Forventet svar December 2026

Dokumenter

Skabeloner

Budgetskabelon downloades i e-grant.

Spørgsmål til din ansøgning?

Kontakt sekretariatet
Hverdage kl. 09.00 - 12.00
Tlf.: +45 72 31 82 00
E-mail: dff-opslag@ufm.dk

Seneste ansøgningsrunde

Bevillinger

23

Succesrate

11 %