DFF-Forskningsprojekt2

Virkemidlet skal fremme kvaliteten og udvikle samarbejdet i dansk forskning, som oftest gennem et forpligtende samarbejde mellem flere forskere.

Vær opmærksom på 

På denne side præsenteres de overordnede rammer for virkemidlet. Det fulde opslag af frie forskningsmidler for 2026 kan tilgås her eller under ”Dokumenter” i højre kolonne. Du bedes læse dette, inden du ansøger fonden om midler. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem hjemmeside og opslag er opslaget gældende.

Formål

For at fremme kvaliteten og udvikle samarbejdet i dansk forskning giver DFF midler til forskningsprojekter udført af flere forskere (herunder postdoc-kandidater og ph.d.-studerende). Et DFF-Forskningsprojekt2 er ofte kendetegnet ved at være et koordineret og forpligtende samarbejde om en velafgrænset, fælles problemformulering, men det kan også være et projekt formuleret af en enkelt forsker til gennemførelse i dennes forskergruppe, når der argumenteres for, at projektet er særligt ambitiøst og ressourcekrævende, og at målet ikke kan nås gennem et DFF-Forskningsprojekt1. Forskningsaktiviteterne skal skabe synergi mellem eventuelle delprojekter, indeholde internationalt samarbejde (hvis relevant) og være af høj international kvalitet.

Rammer

Beløbsramme

Mellem 2.550.000 kr. og 4.450.000 kr. ekskl. overhead.

Projektvarighed

Op til 4,5 år.

Anciennitet

Du skal have opnået ph.d.-graden eller tilsvarende kvalifikationer mindst 8 år før ansøgningsfristens udløb. Specifikke orlovsperioder skal fratrækkes. 

Læs mere under ”Om ansøger”.  

Projektstart

Tidligst: 1. august 2027
Senest: 1. august 2028

Om ansøger

Du skal have betydelig, selvstændig forskningserfaring på højt internationalt niveau. Du skal have opnået ph.d.-graden mindst 8 år før ansøgningsfristens udløb. Hvis du ikke har en ph.d.-grad, skal du have opnået kvalifikationer, der kan sidestilles hermed (f.eks. positiv adjunktbedømmelse) mindst 8 år før ansøgningsfristens udløb. Specifikke orlovsperioder skal fratrækkes i beregningen af ph.d.-alder, jf. afsnit 12 i opslaget.

Dine hidtidige resultater vil blive vurderet i relation til dit karriereforløb og i relation til de videnskabelige udfordringer i det ansøgte projekt.

Om ansøgningen

Når du skriver en ansøgning til DFF, skal du være særligt opmærksom på, at ansøgningen opfylder virkemidlets formål, og at den lever op til fondens vurderingskriterier.

DFF lægger vægt på, at du i projektbeskrivelsen gør rede for synergien mellem de eventuelle delprojekter, projektets ledelses- og organisationsstruktur samt plan for publicering af resultater. Alle delprojekter, herunder eventuelle ph.d.- og postdocprojekter, skal beskrives indholdsmæssigt i projektbeskrivelsen.

Alle opførte projektdeltageres rolle (VIP, TAP og uanset DFF-finansiering eller ej) skal være tilstrækkeligt balanceret, og deltagernes konkrete rolle skal være beskrevet og retfærdiggjort.

Ansøgningen skal skrives på engelsk.

Vær opmærksom på 

DFF | Sundhed og Sygdom og DFF | Natur og Univers bevilger kun i særlige tilfælde DFF-Forskningsprojekt2, hvor det er overbevisende argumenteret, at målet ikke kan opnås gennem DFF-Forskningsprojekt1.

Ph.d.- og postdocstipendier

Du kan søge om midler til indlejrede ph.d.- og postdocstipendier, når disse er velintegrerede og udfylder en tydelig, selvstændig funktion i forskningsprojektet.

Indlejrede postdoc-kandidater skal have opnået ph.d.-graden inden for de seneste 4 år før udløbet af ansøgningsfristen. Hvis indlejrede postdoc-kandidater ikke har en ph.d.-grad, skal de have opnået kvalifikationer, der kan sidestilles hermed (f.eks. positiv adjunktbedømmelse) inden for de seneste 4 år før udløbet af ansøgningsfristen. Specifikke orlovsperioder skal fratrækkes ved beregning af ph.d.-alder, jf. afsnit 12. Bemærk, at ph.d.-alderskravet ikke gælder for ansøgninger til DFF | Sundhed og Sygdom.

Hvis du som ansøger ikke er lektor eller lektorbedømt og søger midler til forskeruddannelse som en del af det samlede projekt, skal du redegøre for, hvordan vejledningen kan gennemføres, og hvordan den forskerstuderendes faglige tilknytning til projektet bliver sikret.

Du skal redegøre for den påtænkte rekrutteringsproces, hvis du i ansøgningen søger om midler til unavngivne ph.d.-studerende og/eller unavngivne postdocs. Hvis en navngiven postdoc-kandidat er ph.d.-studerende på ansøgningstidspunktet, skal der vedlægges en erklæring fra vejleder om aflevering af ph.d.-afhandlingen inden for 6 måneder efter ansøgningsfristen.

Budget

Du kan søge mellem 2.550.000 kr. og 4.450.000 kr. ekskl. overhead. Budgettet skal udarbejdes i den obligatoriske budgetskabelon, som downloades i e-grant. 

Projektbeskrivelse og bilag

Nedenfor fremgår det, hvilke bilag, du skal vedhæfte din ansøgning. For enkelte bilag fremgår det, at de alene skal vedhæftes, hvis det er relevant. Du kan læse mere om de generelle krav til indhold af projektbeskrivelse, CV og publikationsliste mv. i afsnit 10 samt budget i afsnit 11. Definitionen af roller i projektet er beskrevet i afsnit 10.3.

Vær særligt opmærksom på, at der er tegn- og sidebegrænsninger for projektbeskrivelse og sidebegrænsning for ansøgers CV og publikationsliste, som ved overskridelse medfører et administrativt afslag. Det er altid e-grants tegnoptælling, som er gældende. Du kan læse mere herom i afsnit 10.2.

  • B10: Projektbeskrivelse
    Projektbeskrivelsen må være på højst 7 A4-sider (inkl. figurer, tabeller m.m.). De 5 A4-sider må højst indeholde i alt 21.000 tegn inkl. mellemrum, figurtekster, formler etc. Anbefales udarbejdet i skabelonen ”DFF-Projektbeskrivelse”.
  • B11: Referenceliste/litteraturliste
    Referenceliste/litteraturliste til projektbeskrivelsen.
  • Budget
    Udarbejdes i fondens obligatoriske budgetskabelon, som hentes og uploades i e-grant.
  • B20: Ansøgers CV 
    Udarbejdes i fondens obligatoriske CV-skabelon og skal overholde de angivne formaliakrav (se afsnit 10.7). Dit CV må højst være 3 A4-sider.
  • B21: Ansøgers publikationsliste (track record)
    Udarbejdes i fondens obligatoriske track record-skabelon og skal overholde de angivne formaliakrav (se afsnit 10.7). Din track record må højst være 3 A4-sider.
  • B40: Deltageres CV og publikationsliste 
    Der skal vedlægges CV og publikationsliste for alle navngivne projektdeltagere. Deltagere kan vælge mellem at indsende CV og publikationsliste uden brug af DFF-skabelon på sammenlagt maks. 2 sider eller at bruge DFF’s skabeloner for CV (B20) og track record (B21) samlet i én PDF.
  • B41: Navngivne ph.d.-studerende (hvis relevant) 
    For navngivne ph.d.-studerende vedlægges: CV, publikationsliste, hvis kandidaten allerede har publiceret videnskabeligt arbejde, samt komplet karakterudskrift/eksamensbevis. Kandidaten kan vælge mellem at indsende CV og publikationsliste uden brug af DFF-skabelon på sammenlagt maks. 2 sider eller at bruge DFF’s skabeloner for CV (B20) og track record (B21) samlet i én PDF.
  • B42: Navngivne postdocs (hvis relevant)
    For navngivne postdocs vedlægges: CV, publikationsliste og ph.d.-bevis. Kandidaten kan vælge mellem at indsende CV og publikationsliste uden brug af DFF-skabelon på sammenlagt 2 maks. sider eller at bruge DFF’s skabeloner for CV (B20) og track record (B21) samlet i én PDF. 
    Hvis kandidaten ikke har et ph.d.-bevis, indsendes i stedet dokumentation for enten: a) at afhandling er antaget til forsvar, b) positiv adjunktbedømmelse, c) kvalifikationer svarende til ph.d.-niveau er opnået på anden måde, eller d) erklæring fra vejleder om aflevering af ph.d.-afhandlingen inden for 6 måneder efter ansøgningsfristen (ph.d.- studerende).
  • B52: Samarbejdserklæring/støttebrev (hvis relevant)
    Hvis en samarbejdspartner er væsentlig for projektets gennemførsel, skal der vedlægges samarbejdserklæring/støttebrev. Det skal fremgå, hvordan samarbejdspartneren bidrager til projektet (maks. 1 side fra hver).
  • B63: De minimis-erklæring (hvis relevant)
    Hvis der indgår tilskud fra fonden til private virksomheder, skal der vedlægges en de minimis-erklæring.
  • B90: Budgetunderskrift
    Administrators bekræftelse af budget mv. i skabelonen ”DFF-Budgetunderskrifter.”

Yderligere information

Tidslinje

Frist 7. oktober 2026 kl. 12.00
Beslutning April 2027
Forventet svar Maj 2027

Dokumenter

Skabeloner

Budgetskabelon downloades i e-grant.

Spørgsmål til din ansøgning?

Kontakt sekretariatet
Hverdage kl. 09.00 - 12.00
Tlf.: +45 72 31 82 00
E-mail: dff-opslag@ufm.dk

Seneste ansøgningsrunde

Bevillinger

56

Succesrate

10 %